Gymnasiale uddannelser

Spændende balancegang

GYMNASIUM Af princip bør en uddannelsesinstitution som eksempelvis et gymnasium være et neutralt sted uden eksempelvis kommercielle påvirkninger. Derfor ligger der også en spændende balancegang i Frederikshavn Gymnasiums utraditionelle samarbejde med et privat foretagende, nemlig medicinfirmaet AstraZeneca, som - uden bagvedliggende kommercielle interesser - har påtaget sig at stille læger og forskere til rådighed for undervisningen for at vise, hvordan naturvidenskab bliver brugt ude i virkeligheden. I sig selv er det uden tvivl et stort plus for Frederikshavn Gymnasium at være et såkaldt ”science-gymnasium” med særligt fokus på videnskab. Og hvis det nyeste initiativ kan skærpe interessen hos endnu flere unge, specielt piger, er meget vundet.