Spændende familiedag ved Bjerget i Sebbersund

SEBBERSUND:Under titlen ”Folk, fisk, fugle og fortid ved Halkær Bredning” lægger naturvejlederne i Aalborg Kommune grundstenen til en ny tradition. En tradition, der kommer til at betyde store, fælles, offentlige arrangementer i Aalborg Kommune med deltagelse af naturvejlederne fra Halkær Mølle, Aalborg Kommune Park & Natur, Lindholm Høje Museet og Lille Vildmosecentret i samarbejde med eksterne aktører. Søndag 3. juni kl. 13-16 mødes alle de gode kræfter for første gang ved Bjerget i Sebbersund. I samarbejde med Vikingelandsbyen og Dansk Ornitologisk Forening arrangeres en spændende familiedag med mange aktiviteter. Her kan man se vikingesmeden ved essen og prøve at slå ild med en ”vikingelighter”, besøge vikingeteltet, prøvesmage en lækker urtesuppe/urtete, lave flotte smykker, stryge rejer og sejle en tur i flydering. Kl. 14 tager naturvejleder Tommy Jensen, Lindholm Høje Museet, interesserede med på en gåtur fra Sebbersund til Halkær. Undervejs vil han fortælle om Halkær Brednings fascinerende historie. Turen slutter ved Halkær Mølle, hvorfra der arrangeres gratis buskørsel tilbage til Sebbersund. Halkær Mølle Naturcenter holdes også åbent. Her kan man kl. 13 og igen kl. 15 komme med på rundvisning, høre om stedets historie og naturskolens daglige arbejde. Fra Halkær Mølle Naturcenter er der kun et stenkast til Halkær Sø. Her vil fuglekyndige fra DOF præsentere det mangfoldige fugleliv på og ved søen. Man kan se i kikkert og høre om de spændende ænder og vadefugle. Arrangementet er støttet af renblågrønaalborg, der sørger for vand og frugt til de besøgende. Alle er velkomne, og det er gratis.