Skovsgård

Spændende firma-finale

SKOVSGÅRD:Firmafodboldstævnet ved Skovsgård Festdage bliver ikke blot betragtet som et festligt indslag ved festdagene. Spillerne på firmaholdene benytter også lejlighed til at vise, at de har spillet fodbold og flere gør det stadig. Der bliver kæmpet af et godt hjerte, hvorimod det kan knibe lidt med træfsikkerheden. 10 hold kæmpede om årets titel som firmahold 2006. Der var to grupper på hver fem hold. Det medførte to gruppevindere, Slagter Cafeen og Scantool. De to hold spillede finale, men scoringerne udeblev, da de to gange ti minutter var gået. Vagn Iversen, fast dommer ved stævnerne, lod endnu fem minutter gå som tillægstid. Der var stadig ikke scoret. Derfor blev der straffespark-konkurrence. Slagter Cafeen vandt med 8-7 over Scantool, og formanden for Skovsgård Boldklub, Flemming Bech, kunne lykønske og overrække vandrepokalen. I forlængelse af stævnet var der spisning.