Skolevæsen

Spændende forårskunst i Stenum

29 kunstnere fra landsdelen fylder hel skole med kunst

STENUM:Der er masser af spændende kunst på dette års kunstudstilling i Stenum. 29 udstillere - hovedsageligt fra landsdelen - præsenterer deres kunst på Tolstrup-Stenum Friskole i denne weekend. Allerede i skolens foyer opnår man at komme i forårsstemning. Det skyldes ikke mindst Maja Albrechtsen fra Troldheksen i Brønderslev, der har masser af farvestrålende dekorationer, planter og blomster med. Der er både blomstrende syrener og tulipantræ (magnolia). Og det hele krydres med blandt andet træskulpturer. Både skolens gange og klasselokalerne bugner med kunst i alle afskygninger. Alle kunstarter er repræsenteret. Birgitte Veiergang fra Børglum har efter seks år valgt at neddrosle stenskulpturer, og arbejder nu med ikoner. - De fremstilles ved raku-brænding, konstaterer hun. En helt anden art kunst er John Ryel Jacobsens bonsai-træer. I 18 år har han arbejdet med de små træer. - Man klipper og beskærer, og så kan man styre træerne, fortæller John Ryel Jacobsen, der i sin have i Stenum har et halvt hundrede af slagsen. Det var ved et tilfælde, at han valgte at arbejde med bonsai. - Jeg var på en kaktus-udstilling, og her så jeg de små træer, og de fascinerede mig, fortæller han. Siden har jeg arbejdet med dem. Og han har sørget for, at interessen føres videre, idet Lasse Christiansen, der har set John Ryel Jacobsens træer i Stenum, selv er begyndt at interessere sig for bonsai. Lasse Christiansen synes også, det er spændende at forme de små træer. Keramiker og sygeplejerske Erla Dal Mørch er én af de nye udstillere på kunstudstillingen i Stenum. Hun er kendt fra Robinson-Ekspeditionen 1999. Efter 22 år som sygeplejerske følte den dengang 47-årige Erla Dal Mørch, der bor i Hunetorp ved Pandrup, at hun havde brug for luftforandring. Hun trængte til impulser og inspiration i større mængder, og mere end hun kunne suge til sig på aftenskolekurser. Hun var ansat på amtets psykiatriske sygehus. Men valgte at søge orlov for at medvirke i tv-udsendelsen Robinson i 1999. Allerede inden det stod klart, at hun skulle afsted, gik hun i gang med at lægge planer. Hun søgte et års orlov fra sin arbejdsplads, og tilmeldte sig et kursus i kreative fag på aftenskolen FOF. Kurset strakte sig over 25 timer om ugen. Og begejstret var Erla Dal Mørch. Det er det bedste, hun nogensinde har gjort. Hver morgen glædede hun sig til at skulle afsted. Efter et par udskilningsrunder, en kameraprøve og en omhyggelige lægetest, var hun blandt de 16, der kom med i anden udgave af Robinson Selv om hun i Robinson-Ekspeditionen røg hjem efter et ø-råd midt i forløbet. Men hun fik på det personlige plan en hel del ud af oplevelsen. Den erfaring, hun fik i forbindelse med Robinson-ekspeditionen, åbnede muligheder for hende for at for alvor at komme i gang med at arbejde kreativt med glas og ler. Robinson-Ekspeditionen blev banebrydende for Erla Dal Mørch. Hun har siden arbejdet freelance som sygeplejerske og model. Men det meste af tiden går med at lave keramik og arbejde med spændende brændingsteknikker som raku og røgbrænding i sin have. En helt speciel form for fotografikunst står Emil Schildt for. Selv om værkerne er nye, har de et aldrende præg. Emil Schildt bruger blandt andet kaffegrums og aske for at give fotografierne dette præg. Formand for kunstudvalget i Stenum, Elna Damsgaard, kan glæde sig over, at der var stort rykind i går. - Det er bare herligt, bemærker hun. Udstillingen er også åben i dag, og Elna Damsgaard regner med, at mellem 2000 og 3000 har besøgt udstillingen, inden den lukker sidst på eftermiddagen.