Kønsroller

Spændende kvindeliv med store udfordringer

Direktør på Hotel Hvide Hus Karen Melson fylder 60 år

MIDTBYEN:- Fremtidens udfordring er måske at trappe ned, så arbejdsugen kan holdes på omkring 40 timer, mener Karen Melson, der siden 1995 har været direktør på Hotel Hvide Hus i Aalborg. Karen Melson fylder søndag 27. oktober 60 år, men det er ellers ikke en mærkedag, der lægger op til forandringer i arbejdslivet eller alle de tillidshverv, den aktive kvinde er involveret i. - Jeg kan lide at have travlt og være med til at sætte mine fingeraftryk der, hvor jeg mener, at de er relevante, siger hun, der aldrig har været rødstrømpe, men har den holdning - at mennesker skal stilles lige uanset køn. - I kraft af min uddannelse og mine job har jeg jo bevæget mig i en mandsdomineret verden, men det andet køn har jeg fra starten følt mig på lige fod med, så for mig har det været en helt naturlig ting. Karen Melson trådte sine barnesko i Sønderjylland og blev student i 1961. - Allerede da jeg var en ung teenager havde jeg en idé om, at jeg ville være læge. Det var specielt arbejdet fra hospitalsskibet Jutlandia, der sejlede til Korea, som inspirerede mig, fortæller hun, der umiddelbart efter studentereksamenen startede på det medicinske studium i Århus. Tvunget sporskifte Studieårene gik strygende, men da Karen i 1965 skulle op til 1. del, var hun ude for et biluheld. - Jeg fik kraniebrud og mistede til dels hukommelsen, og det var jo ikke vilkår, der motiverede til eksamenssituationen, indrømmer hun, der på den baggrund valgte at holde en studiepause. Da hun var kommet nogenlunde til hægterne blev det til et job i København som revisorassistent, et job der var tænkt som en slags mellemspil. - Der skete det uforudsete, at jeg blev meget optaget af det arbejdsområde, så jeg blev hængende, og her traf jeg også min første mand. - Vi begyndte begge at læse HD i regnskabsvæsen, og i 1972 blev jeg civil økonom. Efterfølgende er der i perioden 1973-2000 blevet suppleret med første del af den statsautoriserede revisoreksamen samt diverse lederkurser. Det senere arbejdsliv har budt på store udfordringer og masser af oplevelser i ind- og udland, og for Karen Melson har det været en helt naturlig ting, at hun er blevet head-hunted til mange af sine job. - Det afbrudte lægestudium havde jeg mange år i baghovedet, fordi jeg jo ikke manglede så meget i at gøre det færdigt, siger hun, der dog må erkende, at tiden ikke har været til det. Hoteldrift helt privat Det første hotel kom ind i Karen Melsons liv på det mere private plan. - Jeg havde sammen med min mand og min bror leget med tanken om, at det kunne være sjovt at have et hotel, fortæller hun. - Derfor købte vi i 1975 Hotel Fanø Bad. Det var spændende, men vi stoppede, mens legen var god. For det første skulle hotellet have en meget gennemgribende renovering, hvis det skulle leve op til datidens krav, og for det andet kørte vi det sideløbende med vores job - så det blev for meget. Hotellet blev lukket og afhændet i september 1977. - Jeg var højgravid og nedkom et par dage efter, men jeg havde faktisk inden da lavet en renoverings- og ombygningsplan, da der kom et så godt tilbud, at jeg valgte at sælge. Fra 1976 til 1981 var Karen Melson økonomi- og planlægningschef hos Nordring Rejser A/S i Århus, og i den periode blev hun også alenemor med to børn. Den side af livet har den travle forretningskvinde dog valgt at nedtone - i hvert fald på det mere udadvendte plan. Medspiller I syv år var Karen Melson direktør for Hotel Marselis i Århus og herefter to år på Gl. Skovridergaard i Silkeborg, inden jobadressen i 1995 blev på Hotel Hvide Hus i Aalborg. Sideløbende var Karen Melson begyndt at interessere sig for organisationsarbejde. Det drejer sig både om bestyrelsesposter indenfor det direkte fagområde, men også kulturelle interesseområder som for eksempel medlemskabet af Præsidiet for Musikkens Hus i Aalborg. - Det skyldes nok, at min uddannelse er så omfangsrig, og de senere år har jeg været så privilligeret, at jeg har haft afdelingsledere, som kunne tage over. På den baggrund har jeg kunnet afse tid til det, fastslår hun, der som den første kvinde siden oprettelsen af Aalborg Industri- og Handelskammer i 1431 blev formand her i år 2000. - Det hverv blev jeg faktisk også headhunted til, idet jeg slet ikke var medlem af bestyrelsen. Vi fungerer som en form for netværk, hvor erhvervslivet kan mødes og knytte kontakter også i forhold til amt og kommune. Vi er ikke altid lige synlige, men vi har ofte en finger med i spillet. Jo tættere man får banespillerne til at fungere sammen, jo bedre synergi. Helt aktuelt arbejdes der lige her og nu for eksempel på at få et Erhvervets Hus op at stå i Nordjylland. Kronen på værket Med hensyn til det primære job som hoteldirektør fastslår Karen Melson, at hun selv betragter Hotel Hvide Hus som en utroligt, spændende virksomhed. - Der har de sidste fem år været gang i mange forskellige ting, og kronen på værket bliver nok det nye Kilden, som skal indvies om fire måneder. Til foråret er renoveringen af hotellet færdig, og så er det ligeså godt som nyt, siger hun glad og stolt. Familielivet og fritiden har nødvendigvis ind imellem måttet spille anden violin. - Jeg har ikke brugt megen tid på min personlige frihed, indrømmer Karen Melson. - Det er mit valg, og det har været min lyst. Selvfølgelig prioriterer jeg familien højt, men de er da blevet mishandlet ind imellem, og min interesse for musik - koncerter og operaer - er også ofte blevet nedtonet, ligesom det mere pulserende selskabsliv. Privatsfæren holder den travle direktør tæt ind til kroppen, men hun vil dog gerne røbe, at Nordjylland og Aalborg er blevet et hjertebarn. - Det er et dejligt sted at være, så her kunne jeg godt klare at bo resten af mit liv, siger hun, der herfra må holde sammen på familien med sønnen, der sammen med sin hustru og børnebørnene befinder sig i Bukina Faso, og datteren - der arbejder i Wien. Den yngste søn går i gymnasiet, og han må sammen med sin far ofte tage over, så middagen kan stå på bordet, når den aktive Karen Melson kommer hjem. Fødselsdagen fejres i stilhed, men Hotel Hvide Hus holder reception for den travle direktør fredag 1. november.