Spændende påske venter på Sæby Museum

SÆBY:Påsken står for døren, og der er masser af spændende tilbud om sjove og lærerige aktiviteter i hele Ny Frederikshavn Kommune. I Sæby kan man b landt andet besøge byens museum, der har åbent fra mandag 10. april til og med søndag 16. april alle dage mellem klokken 10 og 16. Fra mandag 10. april til og med onsdag 12. april fra klokken 11-12, dagene før påsken, står medarbejderne Dorthe Jensen og Heidi Skovsmose fra Sæby Museum klar til at byde alle interesserede børn indenfor på museet til en hyggelig time med mulighed for at lave påske-ting og påskelege på Sæby Museum. Påske-ugen kaldes også "den stille uge", idet man mindes Jesus korsfæstelse, død, begravelse og genopstandelse. Påske ligger ikke på en bestemt dato, som julen, gør, men påske-søndag er altid den første søndag efter fuldmåne efter forårs-jævndøgn. Påsken indeholder mange gamle skikke og lege. Blandt mange kan nævnes "at trante æg" eller "at trille æg", som stammer fra 1800-tallet og denne leg vil også være på programmet i disse tre dage. For 100-150 år siden var det ikke chokoladeæg, men almindelige hønseæg man havde. De kunne være farvede og dekorerede med naturfarvemidler eller løgskaller. Æg var en delikatesse i bondesamfundene og på gårdene fik pigerne og karlene et vist antal æg, som kunne spises, foræres væk eller leges med. Børnene gik rundt og "sang for æg" for at samle æg ind, som kunne leges med i helligdagene. Chokoladeægget blev opdaget i 1900-tallet og var rigtig populært i 1920'erne - 1930'erne og er det jo stadig i dag. På museet vil der være mulighed for at lave forskelligt påskepynt, lege påskelege og male påskeæg. Børnene bedes selv medbringe hårdkogte æg til at male på.

Forsiden