Spændende retro i kælderen

Ole Bach har netop åbnet en spændende kælderbutik med retro-genbrug på adressen Danmarksgade 24, en type butik, der er oppe i tiden. Foto: Ole Skouboe

Ole Bach har netop åbnet en spændende kælderbutik med retro-genbrug på adressen Danmarksgade 24, en type butik, der er oppe i tiden. Foto: Ole Skouboe

Ole Bach arbejder til daglig som lærer på Vokslev Friskole, men nu har hans store interesse for retroting fra specielt 1950erne og 1960erne medført, at han også er blevet butiksindehaver.

- Min forstående og fantastiske skoleleder har givet mig tidligt fri på fredage fremover, og han har desuden overtaget mine historietimer, så jeg er i stand til at passe min butik, fortæller Ole Bach.

Oles Kælderkram er netop åbnet i hyggelige lokaler i kælderen på adressen Danmarksgade 24, og her er der virkelig noget at gå på opdagelse i.

Efter i mange år at have opkøbt forskellige ting på diverse loppemarkeder, er samlingen nu blevet så stor, at det er nødvendigt at få nogle af tingene op i en butik.

Ole Bach har en stor svaghed for stole, og det ses tydeligt. I butikken findes et stort udvalg af forskellige, herlige stole af bedste håndværksmæssige kvalitet, og de er sammen med butikkens øvrige møbler i flot stand.

- Jeg fjerner eventuelle malerpletter osv. fra møblerne, renoverer dem, og sælger dem først videre, når de er i god stand - men selvfølgelig uden at den specielle patina er fjernet, pointerer Ole Bach.

Åbningstiden er foreløbig kun fredag eftermiddag, fra kl. 14 til 17.30, men hvis interessen er til stede, og kunderne finder sortimentet tilpas spændende, kunne Ole Bach godt forestille sig, at han i fremtiden også kunne holde åben om lørdagen.

- Jeg synes, at det i høj grad er en type butik, vi mangler i Aalborg. På Nørrebro i København er der næsten en af slagsen på hvert gadehjørne, men lidt pænere og velholdt retro-vintage, er der ikke meget af på disse kanter. Det er den slags, jeg gerne vil bidrage med i Oles Kælderkram, slutter Ole Bach, der også skal finde plads til old-boys fodbolden i hjerteklubben Aalborg Freja.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.