Spændende udstilling på Kunsten

Der var stort fremmøde til åbningen af udstillingen

Der var stort fremmøde til åbningen af udstillingen

Der var stort fremmøde ved åbningen af kunstneren Omer Fasts udstilling, ’Present Continuous/ Nutiden Fortsat’, på kunstmuseet Kunsten i Aalborg.

Gitte Ørskou, direktør for Kunsten, bød velkommen og forfatteren Carsten Jensen fortalte om Omer Fasts måde at fremføre sin kunst på.

Omer Fast var også selv tilstede ved åbningen, men holdt sig i baggrunden.

Efter talerne var Kunsten vært ved et glas vin, mens de fremmødte kunne udforske udstillingen, som er placeret i museets underetage for at skærme videokunsten for dagslyset.

Udstillingen undersøger de menneskelige drifter og følelser, samtidig med at den udfordrer de faste forestillinger om sandt og falsk.

Omer Fasts videokunst opererer i et filmisk formsprog, hvor grænserne mellem drama, dokumentar og fantasy flyder sammen. I alle Omer Fasts værker står historiefortællingen centralt, men fortællingen brydes hele tiden op af surrealistiske glimt og drømmelignende syner.

Spring er et nyt værk, som er skabt særligt til denne udstilling.

Det præsenteres på fem indbyrdes forbundne skærme og tegner gennem sin 40 minutters længde et portræt af to unge tyske mænd, hvis liv krydser hinanden.

Værket undersøger følelser som længsel, tab og oprør, inden det når en overraskende slutning fra to forskellige perspektiver.

De fire videokunstværkers længder varierer fra 30 minutter til 56 minutter. Det giver mening at se værkerne i deres helhed, men det er ikke afgørende, at man oplever dem på den måde.

Faktisk opstår der nye fortællinger, når man kommer ind midt i filmene.

Udstillingen kan besøges på Kunsten frem til den 8. januar 2017.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.