Spændingen forsvinder

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rie Osted - fin indsigt i lille lokalmiljø. Foto: Scanpix

ROMAN Rie Osted: "Det kan man aldrig vide …" Rie Osteds udtryksmåde er sproglig-stilistisk i orden; roligt og fyndigt skriver hun, og hendes psykologiske indsigt i sine personers væsen er med en særegen kold lidenskab også på plads. Denne krimilignende roman handler om den godt 40-årige Veronika, hvis mor på sit dødsleje beder hende om absolution og kryptisk fortæller, at hun gjorde DET for Veronikas og Jennys skyld. Mere siger hun ikke. Dermed sender hun sin datter tilbage til hendes barndomsmiljø for at få styr på nogle hændelser i fortiden. For hvad var det, hendes mor havde gjort for hendes og hendes lidt ældre barndomsveninde Jenny, som stadig lever med sine heste i barndomsbyen? Gennem samtaler med mennesker, som kendte hendes mor og hendes upraktiske gymnasielærerfar, der blev dræbt, da han faldt ned fra taget, får Veronika en fornemmelse af noget gedulgt ved sagen. Hun opsøger da Jenny, som moderen nævnte, men møder hos hende kun vrangvilje og lukkethed, før hun til sidst lukker op, så at Veronika får indsigt i tingenes rette sammenhæng. Problemet i romanen er, at man som læser på grund af romanens struktur og kompositionsteknik meget tidligt har fat i tingenes rette sammenhæng. Det er uheldigt, for dermed forsvinder den helt elementære spænding i romanen. Positivt i romanen er dens indsigt i et mindre lokalmiljøs atmosfære med gensidig nysgerrighed og mistænksomhed. Ligeledes danner den indledende kinesisk myte, som Veronikas mor havde nedfældet i en af sine notesbøger, og som indeholder romanens titel, en udmærket fortolkningsindgang til romanen: Man kan ikke entydigt placere handlinger som gode eller onde. På længere sigt, fortæller myten, kan det onde vise sig at blive vendt til det gode. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Rie Osted: "Det kan man aldrig vide …" 206 s., 279 kr., Per Kofod.