Spændt op til lir

Ellevilde piger smed trusser op til Nik & Jay

AALBORG:Vejret var blæsende og småkoldt, og der kom også et par regndråber. Men oppe foran scenen var temperaturen på kogepunktet, da Nik & Jay indtog scenen i deres hiphopbukser. Hundredvis af purunge piger masede på for at komme helt tæt på deres idoler, som indledte årets Rock Show. Og de to knægte havde ikke spillet ret mange numre sammen med deres band, før nogle af de ellevilde tøser smed et par trusser op til dem. Dermed var der for alvor spændt op til lir ved den 15. udgave af Rock Galla i Aalborg - i år omdøbt til Rock Show 2003. Nik & Jay, Det Brune Punktum, Sanne Salomonsen, Shubidua og Eran DD var på plakaten, og de navne trak rundt regnet 15.000 mennesker til den gamle golfbane, der for første gang lagde græs til årets største rockfest i Aalborg. Blandt de 15.000 var veninderne Ann-Kathrine Jørgensen, 17 år, og Line Müller, 16 år. Begge fra Gistrup. - Vi er her på grund af de gode bands, den gode stemning. Ja, og så selvfølgelig de flotte fyre, fortæller de efter at have sminket sig. Det er tredje år i træk, de to piger er til rockfest, og ifølge eget udsagn er det lykkedes dem begge at score en fyr de to gange tidligere. - Det skal også nok lykkes i år. Det er ikke noget problem, lyder det selvsikkert fra de to teenagere. De regnede med, at de lige ville smutte hjem og spise aftensmad, inden festen fortsatte i Jomfru Ane Gade til langt ud på natten. - Men vi er her altså også for at høre musikken. Især Shubidua. De er et hit hver gang. Når vi har hørt dem, kan det godt være at vi tager hjem og spiser. Ann-Kathrine Jørgensen og Line Müller havde som så mange andre taget kiks med hjemmefra, som shubberne skulle fodres med, når de spillede "Hvalen Valborg". Men kiksene var blevet konfiskeret ved indgangen. - Så må Shubidua jo nøjes med knækbrød, griner Ann-Kathrine Jørgensen og hiver en pakke frem, som det er lykkedes hende at smugle ind i tasken. Rockfestens dirigent, Kjeld Ranum fra fodboldklubben B52, var mere optaget af skyerne på himlen end det, der foregik på scenen. For klubbens indtjening var helt og holdent afhængig af ølsalget. - Det er ikke så godt for salget, at det blæser. Men det er endnu værre, hvis det bliver regnvejr. Jeg håber, det holder tæt, siger han. De 14 foregående år har B52 selv stået for hele arrangementet. Men i år er det for en stor del den københavnske fodboldforretning FCK, der kører selve showet og dermed scorer hele billetindtægten. B52's rolle er at stille en masse arbejdskraft til rådighed, hvilket klubben får en pæn klat penge for. Derudover har klubben altså købt hele ølsalget af FCK. - Det var efterhånden alt for stor en økonomisk risiko at løbe ved selv at arrangere hele Rock Galla, som det jo hed indtil i år. Alene det at få fat i de rigtige orkestre til en fornuftig pris var til sidst næsten umulig, fortæller Kjeld Ranum. Selv om de blæste og var gråvejr, var Kjeld Ranum i går midt på eftermiddagen sikker på, at B52 totalt set får et overskud ud af showet. Men det var altså blevet en hel del større, hvis solen havde skinnet fra en skyfri himmel, og det var 25 graders varme. I går beholdt en stor del af publikum hænderne og pengene i lommen.