Bortførelser

Spændt situation før forhandling med Nordkorea

Tokyo , mandag /ritzau/DPA En færge, der udgør den eneste direkte trafikforbindelse mellem Nordkorea og Japan, blev mandag mødt af demonstranter, da den lagde til i den japanske havneby Niigata - omkring 250 km nord for Tokyo. Skibet lagde til i havnen, to dage før sekspartsforhandlingerne om Nordkoreas atomprogram indledes i Kina. Over 1500 politifolk var udkommanderet for at beskytte det mod demonstranter. Mens nordkoreanere om bord sang sange for at hylde Nordkoreas leder, Kim Jong-il, og hans far Kim Il-sung, råbte japanske demonstranter på kajen "Tag hjem", "Tag Hjem". - Japan burde indføre økonomiske sanktioner. Jeg er ved at miste tålmodigheden, sagde en 48-årig japaner, Toru Hasuike, der sammen med andre demonstrerede mod Nordkoreas bortførelser af formodede japanske spioner i 1970'erne og 1980'erne. - Det vil være ekstremt skuffende, hvis Japan bliver ved med at være eftergivende over for Nordkorea ved forhandlingerne, tilføjede han om det planlagte møde mellem Japan, Kina, USA, Rusland og Syd- og Nordkorea. Japan og Nordkorea har ingen diplomatiske forbindelser, og de to landes forhold er blevet stadigt mere forværret under striden om Nordkoreas atomvåbenprogram. ritzau/dpa