Spændvidde i kunstcentret

Årets anden udstilling på Dronninglund Kunstcenter byder på værker af kunstnersammenslutning

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

At den nye udstilling på Dronninglund Kunstcenter spænder kunstnerisk bredt, illustreres også af Lena Søeborgs skulptur i skum-gummi, "Tilstande".

DRONNINGLUND:Efter at have haft knap 5000 besøgende ved årets første udstilling, "Kulør på Nordjylland", slog Dronninglund Kunstcenter i går dørene op til årets anden udstilling - og den 26. siden genåbningen af det tidligere Tvind-ejede kunstcenter for fem års tid siden. Det er en udstilling med værker af Kunstnersammenslutningen Ovalen, der både geografisk og kunstnerisk spænder meget bredt, men hvor de 18 kunstnere alle med udgang i mennesket og naturen sætter det humanistiske menneskesyn i højsædet i forbindelse med deres kunst. Ved ferniseringen i går var det formand for Brønderslev-Dronninglund Kommunes underudvalg for kultur og fritid Eskild Sloth Andersen (S), der holdt ferniseringstalen, og han fokuserede her primært på, hvordan Dronninglund Kunstcenter siden genåbningen bare har vokset sig større og større. - Vi kan alle være stolte over at have ført Dronninglund Kunstcenter frem til at være det kulturelle fyrtårn, som det er i dag, sagde Eskild Sloth Andersen, der samtidig noterede sig, at kunstcentret hører til blandt de smukkest placerede kunstcentre i landet. - Og med de mange besøgende er Dronninglund Kunstcenter én af de største seværdigheder i Dronninglund Kommune, tilføjede han. Den nye udstilling kan ses indtil 11. juni, og 16. maj kommer kunsthistoriker Tom Jørgensen forbi for med udgangspunkt i udstillingen at tale over emnet "Hvorfor kunstnersammenslutninger?".