EMNER

Spærrede postkasser forsinkede nytårsposten

HJØRRING:PostDanmark har 42 postkasser i Hjørring, og ingen af dem blev sprængt nytårsaften, hvilket der ikke kan siges noget negativt om. Siden postvæsenet for seks år siden indførte et spærresystem, der forhindrer lemmen i at åbne, har det ikke været let at putte kanonslag i de røde kasser, hvilket har sparet PostDanmark for mange kroner. Men nytårsdag, 1. januar, gik det alligevel galt for PostDanmark, idet postkassetømmeren, der havde vagten denne årets første dag, kom alt for sent igang med at fjerne spærringerne fra postkasserne på Banegårdspladsen - så sent, at mange opgav at få sendt den post, som ellers skulle have været fremme i går, 2. januar. - Jeg har endnu ikke talt med den person, som skulle fjerne spærringerne, men jeg regner med, at vedkommende simpelthen er kommet for sent igang, siger postmester Torkil Frandsen. Han blev ringet op af DSB 1. januar omkring kl. 13.00, idet de utilfredse kunder henvendte sig på stationen for at brokke sig over de låste postkasser, ligesom han havde et par vrede skribenter i røret torsdag formiddag. Senest, der var problemer med postkasserne i Hjørring, var i begyndelsen af december, hvor en postmedarbejder ved en fejl fik sat forkerte tømningstidspunkter i en lang række postkasser. Det førte til overfyldte postkasser på Banegårdspladsen, indtil fejlen blev rettet. Men denne gang var det altså på Banegårdspladsen, at den var gal.