Spande, murbaljer og tønder gav grundrytmen

VRÅ:Først var der korsang med de store elever, dem fra 5. -7. klasse. De sang en munter sørøversang om syfilis og pest, hvorefter de mindre tog over - nemlig 3. og 4. klasserne. De underholdt bl.a. med en gang hekseopskrifter, hvor tilhørerne bl.a. blev opfordret til "at snuppe en lille bussemand fra en gris i Pakistan". Efter korsangen fik publikum at vide, hvad de mange murbaljer, spande og fodertønder i Kunstsalen på Vrå Højskole skulle bruges til. Umiddelbart lignede det noget med en kongres for amatørhåndværkere, men pludselig kom der køller og børn til tønderne, og så begyndte det ellers at drøne i Kunstsalen. Trommeslageren Jesper Falch fra Aarhus var engageret til at lave en ordentlig gang rytme med de små 200 børn, og den opgave løste han så godt, at både børnene, lærerne og de fremmødte forældre stod med store smil og vippende fødder, da de små begyndte at banke i plasticen. Faktisk havde eleverne så godt styr på rytmerne, at succesen kunne fortsættes på karnevallet i Aalborg i slutningen af maj - hvor der helt sikkert kunne slås et slag for Løkken-Vrå Kommune i både bogstavelig og overført betydning. Musikdagen blev rundet af med et ordentligt drøn i tønderne, hvorefter eleverne myldrede ud til de ventende busser - og til weekenden.