Spanien beskylder Storbritannien for forræderi i brexit-opgør

Spansk EU-minister føler sig underløbet af Storbritannien i det evige stridsmål om Gibraltar.

Ritzau
Marco Aguiriano, er bekymret for, at Storbritannien vil bruge brexit-forhandlingerne til egen fordel i strid om Gibraltar. (Arkivfoto).
Europæiske union 23. november 2018 04:06

MADRID: Spanien optrapper nu ordkrigen med Storbritannien midt i de igangværende forhandlinger om det britiske EU-exit.

Den spanske viceudenrigsminister med ansvar for EU, Marco Aguiriano, beskylder således Storbritannien for "forræderi" i den evige strid om Gibraltar.

Det skriver The Guardian.

Torsdag advarede Marco Aguiriano tilmed om, at Spanien er klar til at sætte en kæp i hjulet for forhandlingerne.

Striden om Gibraltar går flere hundrede år tilbage.

I 1713 afgav Spanien det seks kvadratkilometer store område Gibraltar til Storbritannien. Siden da har der været stor uenighed om, hvilket land de godt 32.000 indbyggere tilhører.

Regeringen i Madrid kræver, at alle aftaler, der vedrører det omstridte område, skal godkendes af Spanien.

Aguiriano beskylder nu Storbritannien for at have underløbet Spanien i forhandlingerne med EU.

Det skyldes en klausul i brexitaftalen, der sikrer, at Gibraltar i fremtiden vil høre under en handelsaftale med EU.

- Vi er bekymrede, fordi denne paragraf, der blev tilføjet på forræderisk vis og i ly af mørket, kan blive brugt af Storbritannien til i fremtiden at argumentere for, at en aftale mellem EU og Storbritannien vil dække over Gibraltar uden nødvendigvis at have en aftale med Spanien, siger Marco Aguiriano.

Han gentager samtidig Spaniens advarsler om at sige nej til EU og Storbritanniens aftale, hvis ikke de nødvendige ændringer bliver lavet inden søndag.

- Denne regering vil ikke acceptere en udtrædelsesaftale og erklæring for fremtiden på søndag, hvis spørgsmålet, som jeg allerede har udtrykt mig om i minutiøse detaljer, bliver afklaret, siger Marco Aguiriano ifølge The Guardian.

Spanien har ikke mulighed for at nedlægge veto mod brexitaftalen.

De øvrige 26 EU-lande vil dog ifølge The Guardian nødigt godkende en aftale uden opbakning fra Madrid.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...