Spanien er på vej i ny Davis Cup-finale

Spanien fører 2-0 i semifinalen mod USA og kan lørdag spille sig i Davis Cup-finalen for sjette gang på 10 år.

Spanien er på vej i ny Davis Cup-finale

Den forsvarende Davis Cup-vinder i tennis, Spanien, er godt på vej i finalen i dette års turnering, efter at spanierne fredag bragte sig foran 2-0 i semifinalen mod USA.

De spanske favoritter kan tilsyneladende også klare sig uden den skadede superstjerne Rafael Nadal og kan med en sejr i lørdagens double spille sig i sin sjette finale på 10 år.

Verdensranglistens nummer fem, David Ferrer, åbnede ved at slå Sam Querrey i fire sæt, inden Nicolás Almagro vandt en fire timer lang dyst mod John Isner med 6-4, 4-6, 6-4, 3-6, 7-5.

Marcel Granollers og Marc López kan gøre finalepladsen klar, hvis de lørdag besejrer Bryan-tvillingerne Bob og Mike i doublen.

Den anden semifinale bliver spillet i Buenos Aires og er mellem Argentina og Tjekkiet, hvor der står 1-1.

Argentina har aldrig før sejret i Davis Cup, og spillerne måtte se sig slået af Spanien i finalen i både 2008 og 2011.

I den ene kamp stod tjekken Tomas Berdych for et imponerende comeback i kampen mod Juan Mónaco. Berdych var nede med to sæt efter de tre første sæt, og han kæmpede sig til en sejr i fjerde sæt fra stillingen 1-4.

Herfra tog tjekken, der for nylig slog Roger Federer ud af US Open-kvartfinalen, femte og sidste sæt i kampen, der endte med cifrene 6-1, 4-6, 1-6, 6-4, 6-4.

I semifinalens anden kamp sejrede verdens nummer otte, Juan Martin del Potro, over Radek Stepanek i tre sæt 6-4, 6-4, 6-2.

Del Potro var på banen til trods for, at læger havde advaret ham mod at spille. Argentineren brød derfor sammen i tårer efter sin sejr.

- Det var meget svært at spille med et skadet håndled, siger han.

- Men publikum var fantastisk. Jeg er meget passioneret omkring at spille for mit land, lyder det fra del Potro.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.