EMNER

Spanien indleder lovliggørelsen af illegale indvandrere

Madrid, mandag /ritzau/AFP Spaniens socialistiske regering indledte mandag et kontroversielt program, der skal sluse ca. en halv million illegale indvandrere ind i det spanske samfund. Spanien indledte mandag et fremstød, der skal gøre omkring en halv million illegale indvandreres ophold i landet lovligt, men kritikere siger, at de mest udsatte ikke vil få gavn af udspillet. Den socialistiske regering i Madrid siger, at programmet, der retter sig mod indvandrere, der har arbejdskontrakter og som har opholdt sig i Spanien i mindst seks måneder, har til formål at gøre en ende på indvandrernes ulovlige arbejdsforhold og reducere den sorte økonomi. De illegale indvandrere skal indhente arbejdskontrakter hos deres arbejdsgivere og over for de lokale myndigheder fremlægge beviser for, at de har været i arbejde i Spanien inden 8. august sidste år. De skal sideløbende fremlægge en ren straffeattest. Men for mange af de vanskeligst stillede indvandrere vil en lovliggørelse af deres forhold være uden for rækkevidde. Mange af disse, især fra Afrika og lande i krig, råder ikke over de identitetspapirer, der er nødvendige for at komme i betragtning. /ritzau/AFP