Udland

Spanien og Italien får ekstra håndsrækning

Eurolande bøjer sig for spansk og italiensk krav om at lade krisebanker direkte få hjælp fra redningsfonde.

Spanien og Italien får ekstra håndsrækning

Spanien og Italien kan nu gøre sig håb om at redde deres nødlidende banker.

De 17 eurolande har tidligt fredag morgen efter tre og en halv times krisemøde besluttet at oprette et nyt banktilsyn ved Den Europæiske Centralbank, så kriseramte banker senest fra næste sommer direkte kan få hjælp fra EU's permanente redningsfond, ESM.

Hidtil er det kun landene selv, der kan få hjælpepakker fra ESM. Men ifølge eurolandene skal ESM og den midlertidige redningsfond, EFSF, nu bruges på "på en fleksibel og effektiv måde" for at stabilisere finansmarkederne.

- Dermed kan redningsfondene direkte intervenere for at berolige finansmarkederne og få skabt noget fornyet stabilitet omkring vores medlemslandes statsobligationer, siger EU's præsident, Herman Van Rompuy, på en pressekonference i Bruxelles.

De andre 15 eurolande har bøjet sig for de spansk-italienske ønsker om hurtig hjælp for at afværge, at de to sydeuropæiske lande bukker under for gældskrisen.

- Eurozonen bliver styrket af det her. Processen har været hård, men resultatet er godt, siger Italiens premierminister, Mario Monti, fredag morgen.

Især Spanien har ønsket direkte hjælp til dets kriseramte banker fra EU's permanente redningsfond, ESM. Tyskland har hidtil været imod direkte at poste penge i banksektoren i enkelte lande eller lade ESM opkøbe kriseramte landes statsobligationer.

Men nu skal det altså være muligt under meget strikse betingelser for lande, der har styr på deres budgetter. Hvordan det konkret skal ske, ventes på plads i december.

Både Monti og hans spanske kollega, Mariano Rajoy, har krævet her og nu krisetiltag, fordi deres gældsplagede lande har meget svært ved at opdrive nye penge på finansmarkederne.

Derfor afviste de torsdag aften i første omgang at nikke ja til en vækst- og jobpagt, der ellers stort set er forhandlet på plads på EU-topmødet.

Den nye pagt, der skal skaffe millioner af arbejdspladser, kan nu blive vedtaget, når EU-topmødet genoptages fredag formiddag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.