Spanien skal eliminere kompleks for slutrundeværter

Spanien har i otte forsøg aldrig besejret en slutrundevært. Søndag skal komplekset elimineres mod Rusland.

Ritzau
Fernando Hierro, der er træner for Spanien under VM, var selv spiller, da Spanien i 2002 sensationelt blev slået ud af Sydkorea efter straffesparkskonkurrence. Foto: Francisco Leong/arkiv/Ritzau Scanpix
Fodbold 1. juli 2018 12:10

Spanien er ganske klar favorit, når holdet søndag klokken 16 spiller VM-ottendedelsfinale mod værtsnationen, Rusland.

Men en enkelt historisk detalje taler for, at spanierne må rejse hjem efter opgøret.

Spanien har således en rædselsfuld statistik mod VM-værter igennem tiderne. I otte forsøg er det aldrig lykkedes at slå en vært ved en stor slutrunde.

Fernando Hierro, der er træner for Spanien under VM, var selv spiller, da Spanien i 2002 sensationelt blev slået ud af Sydkorea efter straffesparkskonkurrence.

Men han lægger ingenting i historikken.

- Statistikker er til for at blive ødelagt. Hvorfor kigger man altid tilbage? Vi har spillet tre kampe her, men skal kigge tilbage på noget, der skete for 10 eller 15 år siden, siger Fernando Hierro.

Han blev sat ind som træner få dage inden VM, fordi Julen Lopetegui blev fyret, da han havde takket ja til at overtage trænersædet i Real Madrid efter VM, uden Det Spanske Fodboldforbunds havde kendskab til det.

Hierro har under VM ført Spanien til sejr over Iran samt uafgjorte resultater mod Portugal og Marokko.

Rusland avancerede med klare sejre over Saudi-Arabien og Egypten, inden det blev til nederlag mod Uruguay.

Hierro har bemærket, at russerne har skiftet stil og spiller med mere fysik.

- Vi skal finde deres svage punkter og hvor, vi kan såre dem. Vi ligger ikke søvnløse over, at de kan spille på flere måder.

- Jeg har gjort al forarbejdet og har et hold, der kan omstille sig til nye situationer. Det er vores styrke, mener Hierro.

Trods rollen som underdog mener Rusland landstræner, Stanislav Cherchesov, at hans hold kan bane sig vej til kvartfinalen.

- Jeg tror, at vi kan vinde over alle. Vi skal tro på, at vi altid kan vinde og skal fokusere på sejren, siger han.

/ritzau/AP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...