Udland

Spaniens kreditværdighed får ny lussing

Instituttet Moody's sænker Spaniens kreditværdighed trods ny milliardhjælp til landets banker.

Spaniens kreditværdighed får ny lussing

Spansk økonomi nærmer sig med hastige skridt en status som skraldespandsøkonomi.

Det amerikanske kreditvurderingsinstitut Moody's har således sænket Spaniens kreditværdighed endnu en gang.

Nedgraderingen kommer kun få dage efter, at den spanske regering ellers forhandlede sig frem til et lån på op mod 100 milliarder euro (svarende til 750 milliarder kroner) til landets skrantende banksektor.

Moody's har sænket den spanske kreditværdighed med hele tre trin fra A3 til Baa3. Det er det laveste niveau for det, der i økonomers fagsprog kaldes investeringsobjekter.

Rykkes der et trin længere ned af Moody's karakterskala, så får den spanske økonomi status som en såkaldt junk- eller skraldespandsøkonomi.

Nedvurderingen kommer kun dage efter, at den spanske regering anmodede EU om lånet, der skal anvendes til at holde gældsplagede spanske banker kørende.

- Lånet vil yderligere øge Spaniens gældsbyrde, der er steget dramatisk siden finanskrisen, hedder det i Moody's vurdering.

- Den spanske økonomi fortsætter med at vise svaghedstegn. Den spanske regering har kun begrænset adgang til at optage nødvendige lån, hedder det videre i vurderingen fra Moody's.

Den spanske økonomi vil fortsat være under evaluering af kreditvurderingsbureauet, som siger, at der kan komme yderligere nedgraderinger inden for de næste tre måneder.

Regeringen i Madrid har tidligere sagt, at man vil offentliggøre det nøjagtige kapitalbehov, når uafhængige revisioner er færdige om lidt over en uge.

- I vores øjne er anmodningen om hjælp et tegn på svaghed, siger Kathrin Muehlbronner fra Moody's kontorer i London.

- Vi ser en øget risiko for at Spanien må bede om mere hjælp i de kommende måneder eller i de kommende år, siger hun.

/ritzau/AFP