Udland

Spaniens premierminister roser reformer

Uden reformer ville hjælpepakke til banker have omfattet hele Spanien. Nicolai Wammen følger situationen tæt.

Spaniens premierminister roser reformer

Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, siger søndag, at regeringens reformer har afværget behovet for en statslig redningsplan, efter at landets banker står til at blive reddet af eurozone-landene.

- Hvis ikke vi havde gjort, hvad vi har gjort i de seneste seks måneder, så ville forslaget i går have været et spørgsmål om en redning af kongeriget Spanien, siger Rajoy på et pressemøde i Madrid.

Han hylder også den redningskrans på op til 100 milliarder euro (743 milliarder kroner), som eurozonen stiller til rådighed for at redde landets nødlidende banker.

Den spanske premierminister betegner det som en stor sejr for både Spanien og for Europa.

Den danske europaminister Nicolai Wammen (S) følger gældssituationen og de store besværligheder i Spanien tæt under det danske EU-formandskab:

- Jeg håber, at der vil kunne blive fundet en løsning, som kan gøre, at Spanien kan komme ud af de problemer, man står i nu, siger han om den hjælpende hånd til spanierne.

Tilsagnet om hjælp kom efter et hasteindkaldt telefonmøde lørdag, hvor de 17 finansministre i eurozonen i en erklæring sagde, at de var villige til at reagere positivt på en spansk anmodning om hjælp.

- Jeg er meget tilfreds. Jeg tror, at vi har taget et meget afgørende skridt. Euroens troværdighed, dens fremtid og EU er de store vindere, siger premierminister Rajoy om udsigten til de mange milliarder.

Redningspakken til Spanien, der helhjertet støttes af Tyskland, Frankrig Japan og Den Internationale Valutafond (IMF), markerer en dramatisk offentlig 180 graders vending i landet, der før pure har afvist et behov for hjælp udefra.

Finanskrisen i eurozonen har nu indfanget EU's fjerde største økonomi, idet Spaniens er dobbelt så stor som den samlede størrelse af økonomierne i Grækenland, Irland og Portugal. Tre lande, der allerede har modtaget hjælp.

/ritzau/AFP