Lokalpolitik

Spansk legekammerat

Region Nordjylland håber på gensidigt udbytte af samarbejde med nordspansk region.

Bortset fra de blå bukser og måske temperamentet ligner Asturiens fodboldstolthed, Sporting Gijon, til forveksling AaB. Trøjerne er i hvert fald ens. Henrik Ringbæk Madsen mener, at det kunne være spændende med en venskabskamp mellem de to hold, nu hvor Nordjylland og Asturien bliver samarbejdspartnere. Foto: Scanpix

Bortset fra de blå bukser og måske temperamentet ligner Asturiens fodboldstolthed, Sporting Gijon, til forveksling AaB. Trøjerne er i hvert fald ens. Henrik Ringbæk Madsen mener, at det kunne være spændende med en venskabskamp mellem de to hold, nu hvor Nordjylland og Asturien bliver samarbejdspartnere. Foto: Scanpix

Asturien??? Umiddelbart siger navnet næppe de fleste nordjyder ret meget. Men det er altså en region i det nordvestlige Spanien, som fremover bliver Nordjyllands legekammerat. I løbet af foråret vil repræsentanter for de to regioner i hver sin ende af Europa underskrive en samarbejdsaftale, som i hvert fald nordjyderne håber bliver til gensidig nytte. - Trods kulturelle og geografiske forskelligheder minder de to regioner på mange måder om hinanden. I EU-sammenhæng ligger både Asturien og Nordjylland i, hvad der må betegnes som udkantsområde. Og jeg er overbevist om, at vi kan nyde gavn af hinandens erfaringer, siger Henrik Ringbæk Madsen (S), formand i Region Nordjyllands rådgivende udvalg for internationale partnerskaber. Ifølge Henrik Ringbæk Madsen er den nordspanske region skrap til at hente udviklingsstøtte fra EU's kasser. Også kaldet strukturfonde. På det punkt vurderer han, at Nordjylland sagtens kan lære nogle fiduser af spanierne. - Vi vil gerne have nallerne i nogle flere af de penge, som EU deler ud af. Henrik Ringbæk Madsen mener det vil være oplagt, at især Thy, Mors Vesthimmerland og Østvendsyssel får en større bid af EU's kage. Også når det handler om udvikling af bygningsteknologi og alternativ energi mener han, at Nordjylland med fordel kan nyde godt af de erfaringer, den nordspanske region har høstet. Modsat er Henrik Ringbæk Madsen overbevist om, at Asturien kan lære noget af den nordjyske turistindustri og landsdelens evne til hurtigt at omstille sig. - Vores turistsamarbejde her i Nordjylland er i særklasse, konstaterer han. En anden ting, som han mener Nordjylland kan bidrage med, er erfaringerne med det tætte samarbejde mellem region, universitet og erhvervsliv. - I hele taget er jeg sikker på, at der er rigtig mange områder, hvor vi kan få glæde af hinanden, konstaterer den nordjyske formand for internationale partnerskaber. - Lige børn leger bedst Forbindelsen mellem de to regioner i hver sin ende af Europa er kommet i stand via EU. Nordjylland havde i alt fire regioner i kikkerten - bl.a. én i Norditalien. - Når valget faldt på Asturien, er det fordi, det er den region, der på mange måder ligner Nordjylland mest. For eksempel har bebeboerne i Asturien deres egen kultur og historie. Ligesom vendelboerne har det. Lige børn leger nu engang bedst. Henrik Ringbæk Madsen har aldrig selv været i Asturien. Endnu. Ukendt land - Foreløbig har jeg kun set på et kort, hvor det ligger. Men jeg regner da med, at vi på et tidspunkt skal besøge Asturien, nu hvor vi bliver samarbejdspartnere. Henrik Ringbæk Madsen regner med, at repræsentanter for de to regioner underskriver aftalen i løbet af foråret. Enten i Nordjylland, Asturien eller på neutral grund i Bruxelles. - Det vil da være oplagt, at nordjyske regionspolitikere ved given lejlighed tager på studietur til Asturien. Men det er bestemt ikke meningen, at det skal være et kniv-og-gaffel samarbejde. I første omgang kommer samarbejdet i høj grad til at foregå på embedsmandsplan. På ét punkt minder de to regioner i hvert fald meget om hinanden. Både det nordjyske fodboldflagskib AaB og Asturiens ditto, Sporting Gijon, spiller i rød- og hvidstribede trøjer. AaB er som bekendt danske mestre, mens Sporting Gijon holder julepause som nummer 11 i den spanske liga. Venskabskamp - Det kunne da være spændende, hvis Lynge Jacobsen (AaB-direktør) kunne arrangere en venskabskamp mellem de to hold. Så kunne det ene hold jo spille med røde armbind og det andet med blå, ler Henrik Ringbæk Madsen. I det hele taget mener han, at kun fantasien sætter grænser for, hvad et spansk venskab kan føre med sig. For eksempel kan Henrik Ringbæk Madsen sagtens forestille sig, at flere nordjyske turister får lyst til at udforske Asturien nærmere. Og omvendt vil han også gerne se flere nordspanske turister i Nordjylland. I forvejen er Region Nordjylland i offensiven på flere fronter, når det gælder internationale forbindelser. Regionens bemanding i EU er fordoblet til fire ansatte, og i Kina er regionen repræsenteret sammen med Aalborg Kommune. - I en stadig mere globaliseret verden er vi nødt til at komme op af plovfuren og ud over rampen. Ellers klarer vi os ikke, fastslår Henrik Ringbæk Madsen.