Udland

Spansk politi optrævler terrorcelle med tråd til Syrien

En terrorcelle med forbindelse til al-Qaeda er optrævlet af spansk politi i den nordafrikanske eksklave Ceuta.

Spansk politi optrævler terrorcelle med tråd til Syrien

Spanske sikkerhedsstyrker har optrævlet et al-Qaeda-knyttet netværk i den nordafrikanske eksklave Ceuta. Netværket har været under overvågning siden 2009.

Otte medlemmer af netværket er anholdt i forbindelse med aktionen fredag.

- Vi har optrævlet et netværk, som sender soldater til al-Qaeda-knyttede terroristgrupper, der opererer i Syrien, skriver det spanske indenrigsministerium i en pressemeddelelse.

Netværket har ifølge spanske myndigheder sendt adskillige militante til Syrien.

- Nogle af dem har udført selvmordsangreb, mens andre er blevet trænet i lejre, før de er sendt i væbnet kamp, skriver indenrigsministeriet.

Den lille eksklave Ceuta ligger op ad Marokko, og netværket har base i både den spanske by og i den marokkanske naboby Fnideq, der ligger cirka fem kilometer syd for Ceuta.

- Dette netværk med base i Ceuta og Fnideq har sammen med andre terrorister stået for fundraising, indoktrinering, organisering og finansiering af rejser, og det har fulgt retningslinjer for terrorgrupper under al-Qaeda.

Spanske myndigheder bekræfter, at mange jihadister er klar til at rejse fra Spanien til Syrien.

Europæiske regeringer har den seneste tid udtrykt bekymring over, at mange europæere rejser til Syrien for at kæmpe i militante islamistiske grupper.

Den danske regering har netop advaret danske statsborgere mod at deltage i borgerkrigen i Syrien.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, og politiet overvåger danske borgere i Syrien og samarbejder med udenlandske efterretningstjenester for at finde ud af, om de foretager sig noget i strid med dansk terrorlovgivning.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.