Naturvidenskab

Spansk spanking i vente i aften

De danske håndboldherrer har det svært med de regerende verdensmestre

Claus Møller Jacobsen kender spaniolerne, men mener, at de mentalt er lidt nede lige nu. Foto: Scanpix

Claus Møller Jacobsen kender spaniolerne, men mener, at de mentalt er lidt nede lige nu. Foto: Scanpix

LADENBURG:I fodbold er Spanien den onde ånd for det danske landshold. Helt samme status har de spanske håndboldherrer ikke fået i den kollektive danske bevidsthed, men spørger man de danske spillere, så er aftenens modstander i mellemrunden ved VM absolut ikke det hold, der står øverst på deres ønskeseddel. - De ligger altid dårligt til vores spillestil, så det er den modstander i mellemrunden, som jeg frygter mest, og vurderer vi har mindst chance for at slå, siger playmaker Joachim Boldsen. Han peger på det fysiske aspekt som en vigtig årsag til, at spanierne er svære at få ram på for det danske landshold. - De er gennemsnitlig set lige en tand stærkere end os og derfor er det nødvendigt, at vi står sammen for at kunne stoppe dem, siger Joachim Boldsen som har bidt mærke i, at spanierne stort set aldrig forlader en håndboldkamp uden at have scoret over 30 mål. - Heldigvis lukker de også tit over 30 mål ind, og det skal vi udnytte, lyder det fra Joachim Boldsen. Blandt de spillere som danskerne skal stoppe for at have en chance i aftenens kamp er Barcelona-profilen Iker Romero, som nærmest ene mand skød Danmark i sænk i EM-semifinalen sidste år. Fantastisk sæson Han har i bagkæden selskab af Alberto Entrerrios, der har haft en fantastisk sæson i den spanske topklub Ciudad Real. - Han er i sit livs form og har overstrålet alle de andre stjerner i klubben, og det siger ikke så lidt lyder det fra, Claus Møller Jacobsen, der gennem en årrække har spillet i spansk håndbold og har et indgående kendskab til de spanske spillere. - Udover de meget skræmmende bagspillere, har de ud fra min vurdering verdens bedste stregspiller i form af Rolando Urios, og vi vil uden tvivl få det svært mod spanierne. Jeg mener dog, at vores chance for at slå dem denne gang, er større end sidste år ved EM. Flere af de spanske spillere har ikke haft specielt gode sæsoner i deres klubber, og kan derfor godt virke en smule nede rent mentalt, siger Claus Møller Jacobsen.