Spanske jordbærplukkere til halv pris

Spaniere gik til fagforening, da de følte sig snydt af nordjysk landmand.

En løn langt under mindstelønnen og u-acceptable arbejdsforhold har fået fem unge spaniere til at forlade en gård ved Øster Hassing i det sydøstlige Vendsyssel, hvor de har plukket jordbær. Inden de rejste hjem til Barcelona, henvendte de sig til fagforeningen SiD med deres klager, og nu venter der landmanden et fagretsligt efterspil. Set med fagforeningsøjne er spanierne blevet behandlet på samme ”lovløse” måde, som man kan forvente det som dansker ved drueplukning i franske og spanske vinmarker. Op til ordnede forhold - Og paradoksalt nok tog de netop herop for at komme til at arbejde under mere ordnede forhold, fortæller Benny Jensen, næstformand i SiD Nørresundby, der også dækker landbrugets arbejdspladser i Hals Kommune. De fem unge spaniere nåede kun at være en uge hos jordbæravleren i Øster Hassing, hvor de har arbejdet sammen med en sjette spanier samt to portugisere og en kinesisk pige under uddannelse i Danmark. Utilfredsheden gælder først og fremmest lønnen, som er på under det halve af, hvad de tjente hos en avler i Sønderjylland, hvor de kunne opnå 9,50 kr. pr. kilo jordbær. Hos den nordjyske landmand var lønnen for de første 100 kilo 4,50 kr. pr. kilo, og 4,60 kr. pr. kilo i intervallet 100-200 kilo, 5,50 kr. op til 1000 kilo, og 6,00 kr. op til 1500 kilo, og der efter 6,10 kr. pr. kilo. Med det resultat, at den spanier, der har været der længst, efter en måned med en samlet høst på 1600 kilo havde tjent under 10.000 kr. for arbejde på alle ugens dage - bortset fra en enkelt fridag. Fridag koster 100 kr. - Og så hører det med i billedet, at jordbærplukkerne skulle betale 20 kr. dagligt for opholdet og 100 kr. for hver dag, de holdt fri. Men bægeret flød over, da de oplevede, at de fik kasseret en del af høsten, fordi der var enkelte grønne bær imellem, forklarer Benny Jensen. Han henholder sig til, at landmanden i Øster Hassing som medlem af Landbrugets Arbejdsgiverforening har overtrådt en lang række gældende aftaler. - Der eksisterer ganske vist ingen landsdækkende aftale for bærplukning på akkord, men gælder en vejledende tarif baseret på en aftale mellem SiD og bæravlerne på Fyn. Og selvfølgelig skal landmanden under alle omstændigheder leve op til mindstelønnen, siger fagforeningsmanden. Manglende tilladelser Han fremhæver samtidig både overnatningen i telte og faciliteterne til madlavning og spisning samt toiletvognene som uacceptable. - Mig bekendt er der heller ikke søgt tilladelse til nogen af delene, og jeg synes ærligt, at det er skamfuldt, at man skal opleve den slags anno 2004, siger Benny Jensen, som i dag deltager i et fællesmøde mellem SiD og Landbrugets Arbejdsgiverforening på gården ved Øster Hassing. Fra fagforeningsside oplyses det i øvrigt, at der stort set hvert år har været problemer med Øster Hassing-landmanden, som er en af Nordjylland største jordbæravlere.