Spanske oliven

En oliven er langt fra bare en oliven

Der findes utallige sorter og typer, og man skal ikke have smagt på de sorte frugter mange gange for at vide, at det stort set er umuligt at sammenligne for eksempel franske oliven med spanske eller græske. Til dagens test har vi derfor udelukkende valgt de klassiske sorte, spanske oliven, som mange bruger på pizza. Den første dom falder endnu før smagspanelet har fået smagt på varerne. - Børneoliven, lyder det lettere nedladende, mens de to gafler smagsprøver op. Der er forskel på de seks slags, men den er knap så markant, som smagsdommerne kunne ønske det. Et glas falder dog hurtigt helt uden for kategori. Smagen af Figaros sorte oliven får nemlig de to en tur til skraldespanden for at spytte ud og dernæst skylle mund, og den oplevelse bliver takseret til et stort rundt nul. Helt så galt er det ikke med de øvrige mærker, flere er faktisk spiselige, men ingen højere op end tre point. De seks slags oliven smager simpelthen af for lidt og er generelt for kedelige til at nå højere, lyder panelets strenge dom. Food line sorte oliven uden sten. Drænet vægt: 110 gram. 5,95 kr. i Dreisler. Pris pr. kilo: 54,09 kr. Duften er god, men de er lidt vandede og smager ikke af ret meget. Figaro sorte oliven uden sten. Drænet vægt: 110 gram. 5,75 kr. i Rema 1000. Pris pr. kilo: 52,27 kr. Lugter syrligt og næsten grimt. Smager stort set som de lugter. Dumpet! Spanske sorte oliven uden sten. Drænet vægt: 71 gram. 4,50 kr. i Salling Super. Pris pr. kilo: 63,38 kr. De er sprøde og har en god olivenduft. Men der er ikke meget smag at komme efter. Fragata (m. sten) Drænet vægt: 142 gram. 8,95 i Kvickly. Pris pr. kilo: 63.03 kr. Dufter dejligt, nærmest af malt. De er bløde, men har mere smag end de øvrige. Bon Appetit oliven uden sten Drænet vægt: 114 gram. 10,95 kr. i Bilka. Pris pr. kilo: 96,05 kr. De dufter ikke af ret meget, men til gengæld er smagen ganske god. Oliven sorte uden sten Drænet vægt: 114 gram. 5,75 kr. i Netto. Pris pr. kilo: 50,44 kr. Disse oliven er bløde, næsten over i det vandede. De hverken smager eller dufter af ret meget.