Detailhandel

Spar hver femte krone

Stort set alt fra julegaver til mad er billigere i Sverige end i Danmark, så en weekendtur til Gøteborg kan tjene sig selv ind - hvis ikke man skejer for vildt ud derovre... Meget koster det samme i svenske som i danske kroner, og når den svenske krone kun koster 82 danske øre, så kan man snildt købe en større gave end først tænkt. Mange store tøj-kæder som Hennes & Mauritz og Noa Noa har dog differentierede kronepriser, men går man efter de mindre kendte mærker kan man hente sig en 20 procents fortjeneste med færgebilletten. Også sportsudstyr er ofte billigere, og der er især større udvalg indenfor vintersportsgrenene. Men husk at have priser med hjemmefra. Der er ikke systematik i, hvornår det er billigere at købe svensk. Porcelæn og køkkenmaskiner er tit billigere, men tunge at slæbe, mens sengelinned og badekåber udgør gode bærbare gaver, der tillige er billigere i Sverige. En hel del legetøj hos Fætter BR koster samme kronebeløb i de to lande. Det gælder blandt andet den mest populære serie dukker i tiden, Bratz. Flashback Fever-Cloe koster 249,75 i Danmark og 25 øre mindre i Sverige, men reelt giver det en besparelse på 45,25 danske kroner. Samme fordel kan høstes, hvis man køber de populære byggeklodser til bilbaner, Flexi Trax. En pakke Rally 250 koster 449 kroner i begge lande. Køber man i Sverige, sparer man derfor lidt over 80 kroner. Andet koster mere i Sverige, så det er en fordel at skrive en pæn lille prisseddel til sig selv hjemmefra. Alle varer kan byttes i begge lande. Bøger behøver ikke være på svensk for at være billigere i Sverige, men det hjælper selvfølgelig. Det kan nu også være sødt at have børnebøger på originalsproget, selv om der også findes et større udvalg af engelsksprogede titler i de store boghandler. Meget mad er billigere i svenske supermarkeder, som desuden har et flot udvalg i forhold til den gennemsnitlige danske indkøbscentral. I hverdagssupermarkedet Hemköp koster juleskinken 74,90 SEK kiloet for den kogte og en svensk tier mindre for den ferske. Den dyre salami fra Bror Jakob koster 29 SEK for 260 gram, mens den særlige svenske pølse med korngryn, isterband, fås for 18,90 SEK for et stykke på 330 gram. Selv det lækreste lækre i markedshuset, Saluhallen, koster mindre end hjemme. Hjemmegravad laks koster 159 SEK kiloet hos Delikatesshörnan, mens lagret Herregårdsost fås for 79 SEK henne hos Hilda Nilsson Ost, og kalkuninderfilét koster 140 SEK kiloet hos Ingelsta Kalkon. Brød er generelt dyrt i Sverige, men snyd ikke jer selv for juleknækbrødet i Hemköp til 18,90 for en pakke med de store runde af slagsen krydret med koriander eller snup en pose pandebagte hvedebrød, Hönö-kager, til børnene til 16,90 SEK for en pose fra Pågan med 465 gram. Husk også peberkager. De smager af peber derovre. Et helt hus af kagerne fås for 19,90 SEK.