Spar Nord lukker to afdelinger

Afdelingerne i Tårs og Sindal har sidste åbningsdag fredag 18. november - personalet fortsætter

Spar Nords medarbejdere i filialerne i Tårs og Sindal fortsætter i Hjørring og Hirtshals. Arkivfoto

Spar Nords medarbejdere i filialerne i Tårs og Sindal fortsætter i Hjørring og Hirtshals. Arkivfoto

SINDAL/TÅRS:Spar Nord i Tårs og Sindal flytter per 21. november 2016 til Spar Nord Hjørring og Spar Nord Hirtshals. De ni medarbejdere fra Tårs og Sindal fortsætter alle med at arbejde i Spar Nord Hjørring eller Spar Nord Hirtshals med undtagelse af en enkelt medarbejdere, der ønsker at forlade banken for at gå på pension.

Det betyder, at stort set alle kunder i Tårs og Sindal bevarer deres nuværende rådgivere.

Det oplyser Spar Nord i en pressemeddelelse.

Ændret adfærd

Baggrunden for lukningen af de to afdelinger er ifølge Spar Nords ledelse, at bankkundernes generelle ændrede adfærd gør behovet for fysiske afdelinger af pengeinstitutter betydeligt mindre.

- Vi har over noget tid vurderet, hvordan og hvornår den lokale struktur i bankområde Hjørring skulle tilpasses kundernes ændrede adfærd og stadig mindre behov for fysiske filialer.

Da der mangler medarbejdere i Hjørring, vil denne udfoldning kunne løses ved at samle ressourcerne i Hjørring og Hirtshals. Det er vurderingen, at tiden er den rette til en sammenlægning af filialerne, siger direktør Ole Peter Christensen, Spar Nord Hjørring i pressemeddelelsen.

Hovedparten af kunderne bevarer deres nuværende rådgivere, hvilket alle kunder orienteres om per brev.

- Kunderne betjener i stigende grad sig selv via vores net - og mobilbank, der har åbent 24-7. Behovet for at lade sig betjene i en fysisk bank er derfor faldende, og det er årsagen til, at vi ikke længere mener, der er basis for fysiske filialer i Tårs og Sindal, tilføjer direktør Ole P. Christensen.

Lokalt engagement fortsætter

Spar Nord ejer bygningen i Tårs, og den sættes til salg, mens lejemålet i Sindal er sagt op.

Spar Nord Tårs og Spar Nord Sindal flytter til Hjørring og Hirtshals per 21. november, og sidste åbningsdag i Sindal og Tårs er fredag 18. november 2016.

- Vi forsøger hele tiden at tilbyde kunderne de løsninger, de efterspørger. Og kunderne benytter sig i stigende grad af selvbetjening og i meget mindre omfang de fysiske afdelinger, ligesom de oftere benytter telefonen eller nettet for personlige råd eller hjælp. Men jeg kan ikke understrege nok, at kunderne altid er velkomne i vores bank, og intet ændrer det ud over adressen, siger Ole Peter Christensen og fortsætter:

- Vi har en grundlæggende forpligtigelse over for vores aktionærer til at drive banken effektivt og under hensyntagen til, hvordan samfundet omkring os udvikler sig. Og tiden er nu engang sådan, at den administrative byrde ved at drive bank og kompleksiteten i rådgivningsarbejdet er vokset. Også derfor giver det internt mening, at samle det fysiske Spar Nord i Hjørring og Hirtshals.

Spar Nord har en pengeautomat i Tårs, der består, mens den i Sindal lukkes.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.