Boligøkonomi

Spar Nord opgiver krav til lejere

Spar Nord opgiver nu de ulovlige krav til unge, der ønsker en lejebolig i bankens udlejningsejendom i Aalborg. Det sker efter at NORDJYSKE tirsdag beskrev, hvordan banken stavnsbinder studerende til at samle alle husstandens bankforretninger i Spar Nord Bank som modydelse for en lejebolig. Pengeinstituttet har hidtil i strid med lejeloven krævet, at alle lejere skulle være såkaldte stjernekunder for at få lov at sætte en underskrift på lejekontrakten, men det forlangende har Spar Nord opgivet efter hård kritik fra Lejernes Landsorganisation. - Vi har besluttet, at alle studerende kan ansøge om en bolig, uanset om personen er kunde hos os eller ej, siger direktør i Spar Nord, Lars Møller, til NORDJYSKE. Han betegner det ulovlige arrangement som en fejl, der er opstået, fordi banken fejlagtigt havde høje forventninger til udlejningen. Spar Nord havde regnet med et sandt rykind i det hypermoderne byggeri, men i stedet har boligerne vist sig at være mere end svære at afsætte til ungdommen. - Vi havde jo regnet med en situation, hvor lejerne skulle stå på venteliste, og i den situation ville vi så give stjernekunderne en fordel. Med i forbindelse med, at så mange lejligheder er kommet til at stå tomme, er der så sket en procedurefejl, og vi er selvfølgelig ikke interesseret i en juridisk strid, siger Lars Møller.