EMNER

Spar Nord pumper 1,2 mio. kroner i Løgstør

Vil sætte skub i aktiviteter de næste tre år ved at give ekstra 400.000 kr. årligt

Leif Ørsnæs Christensen.

Leif Ørsnæs Christensen.

LØGSTØR:En gave på 1,2 mio. kr. Det er hvad Spar Nord står klar med til Løgstør. Pengene skal bruges til aktiviteter i byen over de kommende tre år. Ifølge pengeinstituttets nye chef i Løgstør, Leif Ørsnæs Christensen, skal de mange penge ses som et forsøg på at putte ekstra benzin på den branding-motor som et nyt brandingselskab i byen er ved at starte. - Der er gode kræfter i gang med markedsføring af byen i et forsøg på at trække tilflyttere til byen. Løgstør Kommunes Erhvervsråd og Løgstør Erhvervsinvest har valgt at bruge 1,2 mio. kr. og derfor skyder vi andre 1,2 mio. kr. ind for at sætte ekstra skub på, siger Leif Ørsnæs. - Der ligger en kæmpe opgave i at få fortalt, at Løgstør er en god bosætningsmulighed - og at byen faktisk ikke ligger mere en 35 minutters kørsel fra Aalborg. Andre byer - som f.eks. Hals, der ligger lige så langt væk - oplever mange tilflyttere. Så afstanden er ikke noget problem. - Vi skal bare have gjort opmærksom på byens kvaliteter, siger Leif Ørsnæs Christensen, der understreger, at mens brandingselskabets penge bruges direkte til markedsføring, så skal de 400.000 kr. årligt over tre år fra Spar Nord gå til at skabe liv i byen via en række aktiviteter og tiltag. Pengene er ekstra penge i forhold til de penge Spar Nord ellers deler ud i løbet af året. For at få fat i nogle af de rare penge skal man ansøge Spar Nord. Den ene million kroner af de 1,2 mio. kr. kommer fra Spar Nord Fonden, mens den lokale afdeling af pengeinstituttet kommer med de sidste 200.000 kr., der tages over driften, så man kommer op i alt 1,2 mio. kr. - Når nu brandingselskabet gør sig så mange bestræbelser på at trække folk til byen, så skulle der jo gerne være nogle aktiviteter at tilbyde dem, når de forhåbentlig kommer. - Det er her vores penge kommer ind, siger Leif Ørsnæs Christensen, der ikke lægger skjul på, at han har en meget klar forventning om, at der fra andre sider også lægges armkræfter i sagen. - Jeg synes f.eks. godt de handlende kunne spørge sig selv, om byen nu også har de rigtige åbningstider. Skal åbningstiderne f.eks. være de samme i turistsæsonen som udenfor sæsonen? - Kan der gøres noget mere for at etablere torvestemning? - Hvad kan der gøres for at sikre, at man føler det er attraktivt at komme til Løgstør? - Noget andet er restauranterne. Løgstør slår sig op på at være muslingeby - så bør man vel som et minimum kunne forvente, at der er muslinger på menukortet alle steder, siger Leif Ørsnæs Christensen, som understreger, at det bare er et par eksempler blandt mange på, hvor aktørerne i byen må se, hvad de kan gøre for at bakke op omkring markedsføringen. - Jeg synes langt hen ad vejen, man er godt på vej. Forleden var der en stor konference omkring branding af byen, og her blev der vist masser af gode takter. Det væsentlige er, at alle kører i samme spor, siger Leif Ørsnæs Christensen, som derfor finder, at det er et oplagt tidspunkt at støtte økonomisk op.