Spar Nord siger ja til nordjysk bankhandel

Aftale med blandt andre Nykredit om salg af aktier i Nordjyske Bank er klar

Spar Nord meddeler nu, at den ikke vil blokere for Nordjyske Banks opkøb af Nørresundby Bank.Arkivfoto

Spar Nord meddeler nu, at den ikke vil blokere for Nordjyske Banks opkøb af Nørresundby Bank.Arkivfoto

AALBORG:Spar Nord har tirsdag morgen indgået aftaler om placering af samtlige aktier i forbindelse med Nordjyske Banks købstilbud på Nørresundby Bank.

Aftalen med en række investorer indebærer, at Spar Nord ikke vil blive aktionær i fremtidens Nordjyske Bank, hvis Nordjyske Banks overtagelse af Nørresundby Bank gennemføres.

På baggrund af denne aftale har Spar Nord besluttet at acceptere købstilbuddet fra Nordjyske Bank samt at stemme for de vedtægtsændringer, der er nødvendige, når Nørresundby Bank holder ekstraordinær generalforsamling på torsdag.

Nykredit vil eje fem procent

Kommunikationsdirektør Ole Madsen fra Spar Nord oplyser, at investorkredsen består af en gruppe på syv ”professionelle investorer”, som blandt andre tæller Nykredit.

Nykredit vil i henhold til en pressemeddelelse komme til at eje knap fem procent af Nordjyske Bank, hvis bankbrylluppet bliver til noget.

- Det glæder mig, at Nykredit kan hjælpe tre gode og tætte Totalkredit-partnere - Nordjyske Bank, Nørresundby Bank og Spar Nord - med at finde en god løsning for alle, siger koncernchef Michael Rasmussen fra Nykredit.

Nykredit er én af storaktionærerne i Spar Nord Bank med en ejerandel på omkring 10 procent, men Michael Rasmussen vil ikke uddybe baggrunden og perspektiverne bag aftalen med Spar Nord.

Vil ikke oplyse pris

Ole Madsen vil ikke oplyse, hvilken pris Spar Nord i givet fald får for sine aktier i Nordjyske Bank.

Jyske Bank garanterer for, at Nordjyske Bank kan sælge nye aktier til kurs 115 i forbindelse med en overtagelse af Nørresundby Bank, og børskursen på Nordjyske Banks aktier er lige nu på 104.

Det må formodes, at Spar Nord har opnået en pris på Nordjyske Bank-aktierne, der ligger inden for dette interval, men nærmest børskursen.

En sådan pris indebærer i givet fald, at Spar Nord får likvider for over en milliard kroner i hånden.

Spar Nords ja er nødvendigt

Spar Nord ejer 55 procent af aktierne i Nørresundby Bank, og derfor er bankens accept af Nordjyske Banks overtagelse af Nørresundby Bank en forudsætning for, at overtagelsen kan blive til noget.

Overtager Nordjyske Bank Nørresundby Bank bliver aktionærerne i Nørresundby Bank udover med kontanter også betalt med Nordjyske Bank-aktier.

Som storaktionær i Nørresundby Bank vil Spar Nord modtage aktier i Nordjyske Bank svarende til en ejerandel på 13 procent i fremtidens Nordjyske Bank.

Men Spar Nord vil ikke være storaktionær i Frederikshavner-banken.

Derfor har det for Spar Nord været en absolut betingelse for at sige ja til det nordjyske bankbryllup, at der på forhånd var fundet købere til den store aktiepost i Nordjyske Bank.

Nordjyske-formand glæder sig

Bestyrelsesformand Hans Jørgen Kaptain fra Nordjyske Bank glæder sig over Spar Nords aftale.

- Vi er kommet et stort skridt nærmere en overtagelse af Nørresundby Bank, siger han.

Nordjyske Bank har fået støtte fra Jyske Bank i sit forsøg på at købe Nørresundby Bank, mens det er Nykredit, som nu er fødselshjælper for Spar Nords ja.

Jyske Bank ejer BRF Kredit, og Nykredit ejer Totalkredit, hvis lån Nordjyske Bank i øjeblikket sælger til sine kunder.

- Men det ser jeg ikke som noget problem. Vi har et godt samarbejde med Totalkredit, og der er ikke nogen aftale om at skifte til BRF Kredit, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.