Spar Nords basisindtjening falder

Danmarks sjettestørste bank melder i årsregnskabet for 2016 om et resultat efter skat seks procent dårligere end i 2015

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:Spar Nords basisindtjening før nedskrivninger faldt sidste år med 14,6 procent i forhold til 2015.

Bag faldet ligger især faldende renteindtægter - et fald på seks procent - på grund af det generelt lave renteniveau, og at Spar Nord i 2015 kunne stikke en stor engangsgevinst fra salget af sin store aktiepost i Nørresundby Bank i lommen.

Ser man bort fra denne engangsindtægt, steg basisindtægterne med to procent i 2016.

På positivsiden tæller, at nedskrivningerne på svage udlån faldt med over 23 procent.

Spar Nord nedskrivningsprocent er herefter nede på 0,44 procent.

Samtidig har Spar Nord sidste år sparet bidrag til sektorløsninger, som i 2015 kostede banken 99 millioner kroner.

På budlinjen faldt resultatet før skat herefter med 4,2 procent til 1028,1 millioner kroner og resultatet efter skat til 838 millioner kroner.

Alligevel er Spar Nords ledelse meget tilfreds med årets resultat.

- Resultatet af kundernes aktivitet og medarbejdernes engagerede indsats blev et nettooverskud (resultat efter skat, red.) på 838 mio. kr. svarende til en egenkapitalforrentning på 10,7 procent. Set i lyset af den hårde konkurrence på markedet og ikke mindst den beskedne samfundsøkonomiske vækst og det lave renteniveau betragter vi det opnåede resultat som meget tilfredsstillende, siger administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord.

Brudt ned på kvartaler opnåede Spar Nord et overskud efter skat i 4. kvartal 2016.

Det er mere end i det samme kvartal i 2015, hvor den samme regnskabspost viste et overskud på 117,4 millioner kroner.

Spar Nords bankudlån voksede i løbet af 2016 med 1,5 procent, mens udlånet i forbindelse med leasingaktiviteter voksede med hele 57 procent.

Samlet voksede udlånet med 8,7 procent.

Indlånet voksede mindre, med fem procent.

Spar Nords bestyrelse indstiller, at der for 2016 udbetales et udbytte på fem kroner per aktie svarende til, at 75 procent af overskuddet efter skat betales tilbage til aktionærerne.

Torsdag middag havde børskursen på Spar Nord-aktierne kun regeret meget lidt på det offentliggjorte årsregnskab.

For de 112.000 aktionærer i Spar Nord har 2016 været en positiv oplevelse.

Med årets kursstigninger og det bebudede aktieudbytte har aktien givet et afkast på i alt 38 procent.

Spar Nord har to storaktionærer.

Det drejer sig om Spar Nord Fonden, der ejer 19 procent af banken, og Nykredit, der ejer 11 procent.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.