Spar op til 2500 kroner på din elregning

Sluk for standbystrømmen på dine apparater - især hvis du har større børn, der bruger dagene foran en gamingcomputer eller spillekonsol.

Arkivfoto

Arkivfoto

Tager du på sommerferie uden at tænke på det røde lys på dit tv eller din internet-router?

Ofte står apparater som disse standby på tidspunkter, hvor de lige så godt kunne være slukket. Men ved at have fokus på det kan en gennemsnitlig familie ifølge NRGi Elsalg spare 1000 kroner om året på elregningen.

Energikoncernen Ørsted vurderer, at det kan løbe op i en besparelse på helt op til 2500 kroner.

Alligevel får hver tredje dansker ikke slukket for standbystrømmen, viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Megafon har lavet for Spar Nord og NRGi Elsalg.

- Tommelfingerreglen er, at man kan slukke for standbystrøm på alle de ting, der har en diode, som står og lyser, siger Søren Bach-Pedersen, der er energirådgiver i Ørsted.

Undtagelsen er fryseren og køleskabet, som du skal lade stå standby.

Til gengæld er nogle af de store strømslugere apparater som PlayStation, Xbox eller computer.

- Har man børn, der sidder med større gaming-computere, skal man være opmærksom på, at de sluger en pæn mængde strøm, når de står standby, siger Søren Bach-Pedersen.

Mange apparater er blevet mere energieffektive med tiden, og du skal derfor være særligt opmærksom på at slukke for standbystrømmen på apparater, der er produceret inden 2013.

Men det kan også betale sig at slukke for nyere produkter, understreger Daniel Benner, der er fuldmægtig i Energistyrelsen.

- Vi får flere og flere produkter, der står standby i hjemmet, og derfor anbefaler vi, at man sørger for at slukke for hver enkelt, siger han.

Sluk for standby

* Især ældre apparater kan have et højt standbyforbrug. Et gammelt tv kan bruge 10-12 watt i standbystrøm, hvilket kan koste dig op mod 160 kroner om året.

* Ud over at slukke manuelt for de produkter, der bruger standbystrøm, kan du bruge en elspareskinne eller et tænd-sluk-ur.

* Har du trådløse systemer, så sluk for netværksstandby, når du ikke brugerne apparaterne.

* Indstil computeren til at gå i sleepmode, når du ikke bruger den.

Kilde: energistyrelsen.dk

/ritzau fokus/

Samtidig får produkterne flere og mere krævende funktioner. Vores fjernsyn skal være et smart-tv, der kan gå på Netflix. Spillekonsollen skal have plads til flere apps og kunne klare en højere opløsning.

For nogle apparater betyder det, at de har et standbyforbrug på 12-15 watt, og med en pris på lidt over to kroner for en kilowatt-time i Danmark kan det på et år løbe op i omkring 200 kroner per apparat.

- Spilleapparaterne bruger en masse standbystrøm på at vedligeholde, hvor du er i spillet, så de kan blusse hurtigt op og sende dig tilbage igen, siger Daniel Benner.

Han anbefaler, at du slukker for standbystrømmen hver dag og ikke kun, når du er væk i længere tid.

Du skal ikke være bange for, at indstillingerne på de forskellige apparater går tabt, når du har haft slukket for kontakten.

Det eneste minus ved at slukke helt for strømmen er, at eksempelvis tv-bokse og spillekonsoller kan være lidt længere tid om at starte op igen.

Også luft-, vand- og varmeanlæg bruger ofte unødigt standbystrøm.

/ritzau fokus/