SPAR PÅ VITTIGHEDERNE - BRUG IKKE MERE END EN SPALTE

I den kultur-etnografiske kortklægning af det nordjyske (vand)-vid fortsætter vi her med at bringe, stort set ubearbejdet/censureret, læsernes egne bud på, hvad der er en vandet vits. Humoren er kontant, læsningen er på eget ansvar og præmierne fremgår nedenfor: Vodskov: Og så var der ægteparret der havde været gift i næsten 40 år. Han havde et tobaksskab hængende på væggen, som kun han havde nøgle til. En dag da han stod og ordnede noget i skabet, ringede telefonen Det var til ham. I farten glemte han at låse skabet og nysgerrigheden løb af med fruen, hun kiggede i skabet. Der var en halv flaske cognac, tre æg og 5000 kr. Da manden var færdig med telefonsamtalen indrømmede fruen at hun godtnok var kommet til at kigge i skabet. Nåh ja, det var der jo ikke noget at gøre ved. Fruen spørger: - En halv flaske cognac? Ja, nu havde de da været gift i næsten 40 år og hvis hun ikke kunne unde ham et glas i ny og næ! Ja, men tre æg? Ja, han måtte jo indrømme, at han havde været hende utro og så lagde han et æg i skabet. Fruen tænkte : ”Tre æg, tre gange”, ja, ja, det kunne hun vel leve med. Nå, men så de 5000 kr.? Ja, han havde da også solgt nogle æg ind imellem! --- Én fra Frederikshavn: To rigmandskoner, der var rivaler i den sociale omgangskreds, mødtes til en fest. Den ene til den anden: - Jamen dog. Dejligt at se dig. Er det ægte perler du har i den kæde? - Ja, selvfølgelig! - Nå, ja selvfølgelig. Men det er jo ikke til at vide, med mindre man får lov at bide i en af dem... - Du har ret. Men for at bide i en af dem, skal man jo have ægte tænder! --- Aabybro kalder: En ung præst skulle starte i sit første embede. Provsten gav ham følgende råd: - Hvis menigheden en dag sløver lidt hen under prædikenen, kan du fange deres opmærksomhed ved at hæve stemmen og sige: ”I aftes omfavnede jeg en anden mands hustru” - så laver du en lille pause, hvorefter du siger: ”Det var såmænd min egen kære mor”. Efter en tid ville præsten gør brug af rådet. Han hævede stemmen: ”I aftes omfavnede jeg en anden mands hustru” - laaang pause, hvor præsten så mere og mere febrilsk ud - ”Nu har jeg glemt, hvem det var”. --- En vittig kilde fra Skivum-kanten har sendt os denne stribe, klippet ud af aalborg Stiftstidendes bagsiderubrik, ”Grinebiderier”, engang i 70’erne: Rekrutterne ved artilleriregimentet er til våbenlære. - Kan 84 så fortælle os, hvorledes man fremstiller et kanonløb, spørger sergenten. - Det er meget let. Man tager et hul og vikler noget jern om det! - Og hvorfra får man så hullet? - Jeg ville købe et kakkelovnsrør og skrælle pladen af! --- En mand kommer ind til cirkusdirektøren og siger: - Jeg søger den ledige stilling som dyretæmmer! - Den er desværre allerede besat, siger direktøren, men kom igen i morgen... --- Den vordende fader sidder i venteværelset på fødegangen og vrider hænder af nervøsitet, da jordemoderen kommer og meddeler: - Til lykke, du har netop fået en prægtig søn! - Åh, himlen være lovet, sukker manden lettet, og min kone? - Ja, det har hun naturligvis også. --- Mod slutningen af sin prædiken sagde præsten, at den næste søndags prædiken ville komme til at handle om løgnen. - Alle kan forberede sig på dette emne ved at studere Første Mosebog, kapitel 51, meget nøje! Den næste søndag så præsten ud over sin menighed og sagde: - Vil alle, der har læst Første Mosebog, kapitel 51, række hånden i vejret? Samtlige hænder blev rakt op. - Tak, sagde præsten tørt. Der er kun 50 kapitler i Første Mosebog! --- - Far, vil du hjælpe mig med regnestykkerne? - Det kunne jeg vel nok, men det ville ikke være rigtigt! - Sikkert ikke, men du kunne da forsøge! --- For mange år siden var en jordemoder kaldt til torskegilde i Brønderslevs ligningskommission. Man mente, at hun havde opgivet en for lille indtægt. Sagen blev drøftet, og formanden sluttede af med at sige: - Ja, så håber vi, resultaterne bliver lidt bedre til næste år. Jordemoderen svarede områdende: - Det afhænger helt og fuldt af d’herrer! --- Og her er så en fra det virkelige liv i Rørbæk: Min yngste søn kom hjem fra skole med denne replik: - Vi har fået ny gymnastiklærer, og det siger jeg dig: Han er fuldstændig lam! --- Og et lille klogt ord fra Øster Sundby i Aalborg: Læreren til Claus: - Du bliver da også dummere og dummere! Claus: - Ja, og du tror, du bliver klogere og klogere, men du bliver klogere! --- Denne historie fra Sæby er meget gammel, og den blev dengang, i 1942, betragtet som vovet, fortæller fortælleren. Vi - en flok håndboldspillere og fodboldspillere var på vej hjem fra et idrætsstævne. Vi sad på træbænke på ladet af en åben lastbil. Vi underholdt hinanden med sang og vittigheder - det var halvmørkt, så en af fodboldspillerne dristede sig til at fortælle følgende: En brugsuddeler havde lavet en konkurrence. Han startede med en linje af et vers: ”Hvad er det bedste under solen” og den, der kunne digte den bedste fortsættelse, ville få en kaffekande. Lars Peters fortsættelse blev enstemmigt valgt. Den lød: ”Det, som Maren har oppe under kjolen.” Da Lars Peter kom hjem med kaffekanden, turde han ikke fortælle Maren, hvad han havde sagt, så han refererede: ”Det er kirken oppe bag ved skolen.” Næste gang Maren kom i Brugsen, sagde uddeleren, at det var flot, at Lars Peter havde vundet en kaffekande. ”Ja”, sagde Maren, ”men kan man nu forstå det? Han kommer der kun een gang om året, nemlig juleaften, og så falder han næsten altid i søvn midt i det hele.” --- Og en lille lånt en fra Aalborg SV: Frit efter Mark Twain: Forleden da jeg gik en tur gennem byen, var der ildebrand i en stor etageejendom. Brandvæsenet var endnu ikke ankommet, og på 4. sal stod en mand i et vindue og råbte om hjælp. Jeg fandt et reb, og smed en ende op til ham, og råbte til ham at han skulle binde det om livet. Det gjorde han, hvorefter jeg trak ham ganske langsom ned. --- { Du kan også blive den heldige vinder af 200 kr. til en kasse ønskevand. Skriv en vandet vits og send den til mailadressen: kultur@nordjyske.dk Eller som fodpost til Kultur, Nordjyske Stiftstidende, Langagervej 1, 9220 Aalborg Ø Mærk mail eller brev ”Vandvid”