Spar penge på forsikringen

Hver fjerde ung har ikke en indbo- og ansvarsforsikring. De kan spare mange penge ved at tegne den gennem fagforeningen

Forsikringsvirksomhed 2. september 2007 06:00

NORDJYLLAND: Spar penge - Køb forsikring ved din fagforening. Det lyder som sloganet på en bande-reklame, men det er konklusionen på en undersøgelse foretaget af NORDJYSKE. Der er nemlig mange penge at spare, hvis unge vælger at købe forsikringen gennem deres fagforening. En sammenligning af priser viser, at de i gennemsnit sparer over 700 kroner årligt i forsikringspræmie, i forhold til, hvis de bare køber en almindelig forsikring. En undersøgelse foretaget af Forsikring & Pension viste forrige uge, at hver fjerde ung under 25 ikke har en indbo- og ansvarsforsikring. Alkas forsikringsdirektør, Henrik Grønborg, pegede på, at det var meget risikabelt. De unge kan i værste fald løbe ind i erstatningskrav på flere millioner kroner, hvis de skader andre personer. Erstatnings-taxameteret tikker for alvor, hvis de invaliderer en anden eller skader personen, så denne mister evnen til at arbejde. Derfor har NORDJYSKE lavet en undersøgelse af, hvad det vil koste at tegne forsikringer for en typisk studerende på 23 år, der bor i det centrale Aalborg (se faktaboks). Vi har sammenlignet de almindelige udbud af forsikringer, med dem, der er tilgængelige for medlemmer af fagforeninger. Mere for pengene Undersøgelsen viser, at de unge i gennemsnit får langt mere ud af hver krone hos fagforeningerne. Den årlige udgift til forsikringspræmie er i gennemsnit 700 kroner lavere. Mens den såkaldte forsikrings-sum i gennemsnit er cirka 128.000 kroner højere. Forsikringssummen er det maksimale beløb, de unge kan få udbetalt i erstatning i tilfælde af eksempelvis indbrud eller brand. Desuden er de unges selvrisiko cirka 500 kroner lavere end ved de almindelige forsikringer. Ifølge statistikken får de unge altså over dobbelt så meget dækning per krone. Det hele kræver naturligvis, at de unge er medlem af en fagforening. Her kan især vordende økonomer, sygeplejerske og lærere nyde godt af et billigt årskontingent. I henholdsvis DJØF, Sygeplejerskestuderendes landssammenslutning og Danmarks Lærerforening ligger et kontingent på omkring 500 kroner om året. Konsulent ved Forsikringsoplysningen Allan Bo Christensen vil ikke give noget entydigt svar på, hvor det bedst kan betale sig at tegne sin forsikring. Dertil er kravene for hver person for individuelle. Ski-uheld og pc-skader Han forklarer, at de unge kan overveje tillæg i forsikringen. Han nævner forsikring mod såkaldte el-skader, pludselig-skader og mod ulykker på rejsen. Fra nytår er rejseforsikringen ekstra aktuel. Her dækker det gule sygesikringskort ikke længere flyveturen hjem, hvis de unge brækker benet på ski. Allan Bo Christensen vurderer ogsa, at nye studerende kan få brug for en pludseligskade-forsikring. Den dækker, hvis den unge taber den bærbare computer eller digitalkameraet på gulvet. Allan Bo Christensen fortæller også, at de ser lejlighedsbeboere i problemer, næsten hver gang der er brand i en blok. Det er nemlig ikke bare tv, seng og borde, der går tabt, når det brænder. Beboere uden en indboforsikring skal også dække udgifter til at finde en ny lejlighed. Her dækker indboforsikringen også udgifter til en ny lejlighed. Under alle omstændigheder mener Allan Bo Christensen, at det er en god ide, at de unge taler med en rådgiver, før de vælger deres forsikring.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...