Spareforslag duer ikke

Skagen 24. september 2002 08:00

SKAGEN: Byrådet i Skagen og personalet på byens lukningstruede sygehus har som modvægt til amtets planer om at lukke sygehuset fremsat et reduceret spareforslag, men det duer ikke, siger hjertespecialist og administrerende overlæge på medicinsk afdeling på Frederikshavn/Skagen Sygehus, Holger Sejersen. - Det ser ud til, at alle synes, forslaget er en god ide. Det er godt til at bevare arbejdspladser, men det vil ikke være muligt at opretholde et akut beredskab med kun fire mod nu seks sygehuslæger, og et akut beredskab er for skagboerne det vigtigste. Patienternes vé og vel er det vigtigste, siger overlægen. - Med seks sygehuslæger kan man som nu opretholde et skærpet beredskab. Det vil sige, at lægen kan møde med det samme. Med fire sygehuslæger er det overenskomstmæssigt kun muligt at have en 30 minutters tilkaldevagt. Det vil sige, at for eksempel en patient med en blodprop i hjertet eller en anden akut patient må vente op til en halv time på, at lægen kommer. - Det duer ikke, og hvis man ikke kan opretholde de seks sygehuslæger og den skærpede vagt, er skagboerne bedre tjent med en døgnbemandet lægeambulance. Det der berettiger Skagen Sygehus's overlevelse er netop, at man kan tage imod patienter, der har brug for lægehjælp her og nu. Det kan man ikke med fire sygehuslæger, siger Holger Sejersen. Han mener, at amtets politikere må se i øjnene, at der skal bevares seks læger på sygehuset. - Det må være udgangspunktet, og så må man se på, hvor mange sengepladser, der skal spares for at have råd til at opretholde det akutte beredskab. Men en døgnbemandet lægeambulance vil også koste mange penge, så det bedste vil være at bevare sygehuset, som det er i dag. - Hvis du skal indlægges med influenza er det ikke afgørende, om du skal transporteres, men falder du om med en blodprop, er det afgørende og livsvigtigt, at der er en læge, som kan hjælpe i løbet af ganske kort tid, fastslår den administrerende overlæge.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...