Sparegris tilbage i Danmark

Parallel-importør sælger den ny Smart-diesel, som ifølge fabrikken kører 30,3 km/l - pris: 130.000 kr.

Betalingsmidler 12. august 2007 06:00

Lupo-fans og andre med hang til mikrobiler med en megaøkonomi får nu et nyt tilbud. Det sjællandske firma Euro Biler har nemlig startet en parallelimport af den lille topersoners Smart, som ellers for tiden er droppet af den danske importør DaimlerChrysler Danmark. Scoopet hedder en 0,8 liters coupé diesel i grundversionen Pure. Den har 45 heste, kører ifølge fabrikken 30,3 km/t, koster 260 kroner om året i ejerafgift og står til 130.000 kroner. Det er kun 2000 kroner mere end en 1,0 liters benzin med 61 heste. Parallelimportøren, der har til huse i Herlev, kan levere hele spektret af modeller, der strækker sig over en diesel cabriolet fra 189.999 kroner og op til en Brabus med 98 heste og Exclusiv-udstyr til hele 359.999 kroner. Og der kan også bestilles udstyr fra tilbehørslisten, som blandt andet omfatter udstyr som servostyring, elruder eller elspejle til lædersæder og farvede karrosseriplader. Det er nemlig ikke udstyr, de små Smart biler bugner af. Der er tale om den nyeste Smart, som er lanceret her i 2007. Fra Sydeuropa Bilerne sælges som “demobiler”, hvilket ifølge Euro Biler placerer dem godt en snes tusinde kroner under den pris, der er anbefalet nypris i Bilbasen. Rent praktisk betyder det, at de har kørt få kilometer og op til 3000 kilometer. Men det er prisen også justeret efter, lyder det fra importøren. Hvor bilerne kommer fra, ønsker firmaet ikke at oplyse. Bortset fra, at det er fra Sydeuropa. Det er de nye afgiftsregler, som belønner meget økonomiske biler, der har åbnet op for parallelimporten. Således fremgår det af Euro Bilers hjemmeside, at der blandt andet kun findes hollandske eller engelske instruktionsbøger i bilerne. - Vi synes at det er fed bil. Og det er kun på grund af de nye afgifter, at vi nu tager den hjem, lyder det fra sælger Kim Buch. Firmaet havde troet, at den lille diesel ville være den mest populære, men tilsyneladende er der mange, som vil have mere motorkraft og vælger benzinmodellerne. Opbygger forhandlernet Der findes ikke et autoriseret Smart-værksted herhjemme. Ifølge Euro Biler dækker den to års garanti, som hvis bilen var købt hos en autoriseret forhandler. - Vores personale er uddannet til at lave Smart-bilerne. Og garantisager klares sammen med vores samarbejdspartnere ude i Europa, siger Kim Buch. Målet er i første omgang at sælge 300 biler. Og importøren har ind til videre lavet aftaler med forhandlere i Nibe og Ringkøbing, men det er planen at udvide landet over. Euro Biler har i forvejen specialiseret sig i salg af brugte VW Lupo 3L, som jo også er en sparegris. Ejerne af disse har lavet en Lupo klub, og det er også planen at stable en Smart-klub på benene. Lige som der arbejdes med at kunne tilbyde Smart som en leaset bil til erhvervsfolk og private. Mercedes overvejer Den danske Mercedes importør regner i øjeblikket på, om man her selv skal starte import af Smart. Det vil i givet fald så muligvis ske fra årsskiftet. Indtil videre afventer man nu situationen. - Det er jo et frit land, vi lever i, så et kan vi ikke gøre noget ved den grå import, siger Peter Juul, som salgschef for Mercedes. Hans umiddelbare vurdering er, at de, som køber Smart hos Euro Biler i givet fald vil kunne få foretaget garantiarbejde hos en kommende dansk officiel dansk Smart-organisation. - De er jo Smart-kunder, og de skal have en god oplevelse. Vi har oplevet noget tilsvarende ved import af Mercedes, siger han. Erfaringer fra tidligere sager viser dog, at der kan opstå en tvist mellem en officiel importør og en parallelimportør omkring garantiforhold. Det kan give usikre garantiforhold for købere af parallelimporterede biler

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...