Sparekasse inviterer til fusioner
Den Jyske Sparekasse vil ikke stoppe med Sparekassen Farsø.
Hvis det står til administrerende direktør Claus E. Petersen fra Den Jyske Sparekasse, er den kommende fusion med Sparekassen Farsø ikke sidste gang, at Den Jyske Sparekasse på den måde udvider sine forretninger i Nordjylland. - Vi er interesseret i at vokse gennem yderligere overtagelser eller fusioner som den, der nu er på vej med Sparekassen Farsø, siger han. Derfor skal nordjyske pengeinstitutter bare henvende sig, hvis hans invitation har vakt deres interesse. - Vi sidder parate ved telefonen, konstaterer Claus Petersen. Får en kold skulder Hvis Claus Petersen sætter sig ved telefonen for at vente på opkald fra giftelystne nordjyske pengeinstitutter, så kommer han tilsyneladende til at vente længe. Børsnoterede Sparekassen Hvetbo med hovedkontor i Pandrup fik sidste år et underskud efter skat på mere end 100 millioner kroner, men det får ikke sparekassen til at søge mod Den Jyske Sparekasses favn. - Antallet af fremtidige muligheder stiger med Den Jyske Sparekasses udmelding, og det er helt principielt en positiv ting, men derudover får det os ikke til at ændre vores udmeldte kurs, og vi arbejder ikke på en fusion, siger bestyrelsesformand Christian Hem fra Sparekassen Hvetbo. Hos garantsparekassen Sparekassen Vendsyssel med hovedkontor i Vrå mener direktør Vagn Hansen ikke, at Den Jyske Sparekasses fusionstilbud er relevant. - Vi er åbne over for at fortsætte med at vokse gennem fusioner, selv om det ikke er nødvendigt for os, for vi har en passende størrelse og ingen forretningsmæssige udfordringer, der presser os, siger han. Ønsker lokale løsninger Skal Sparekassen Vendsyssel vokse gennem fusioner, så skal det ikke være ved at gå sammen med Den Jyske Sparekasse. - Det eneste naturlige er, at vi vokser gennem fusioner med pengeinstitutter, der hører hjemme i vores geografiske naboområder, ligesom vi senest har gjort i forhold til Sparekassen Limfjorden, mener Vagn Hansen. Samme grundholdning har børsnoterede Sparekassen Himmerland med hovedkontor i Aars, der sidste år fik et underskud efter skat på 83 millioner kroner. - Vi er åbne over for at deltage i konsolidering af den nordjyske pengeinstitutsektor, men det skal være i form af lokale løsninger, som da vi senest overtog aktiverne i Sparekassen Midtfjord og ikke ved deltagelse i en stor udenbys fusion, siger bestyrelsesformand Finn H. Mathiassen fra Sparekassen Himmerland. Ikke en smutvej Bankekspert Lars Krull fra Aalborg Universitet peger på, at fusioner ikke er en genvej til en god økonomi, hvis der er problemer med solvensen eller indtjeningen. - Derimod kan der være gevinster at hente på det administrative område, for der er selvfølgelig visse fællesfunktioner, der kan lægges sammen, og de administrative byrder i forhold til Finanstilsynet og andre myndigheder bliver selvfølgelig spredt ud over flere skuldre, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.