Virksomhedsøkonomi

Sparekasse vil forhindre spekulation

Loft over, hvor mange garantbeviser, hver enkelt garant i Sparekassen Farsø må købe

Sparekassen Farsø har ingen planer om at overgå til aktier. Derimod er der aktuelle planer om en større ombygning af hovedafdelingen i Farsø. Arkivfoto

Sparekassen Farsø har ingen planer om at overgå til aktier. Derimod er der aktuelle planer om en større ombygning af hovedafdelingen i Farsø. Arkivfoto

FARSØ:Det kan være en god forretning at have garantbeviser i et pengeinstitut, der overgår til aktieselskab. Nogle spekulerer endda i det, og for at komme sådan en spekulation i forkøbet, vil Sparekassen Farsø sætte loft over, hvor mange garantbeviser, hver enkelt garant må købe. På repræsentantskabsmøde forleden sagde forsamlingen ja til en vedtægtsændring, der begrænser den samlede sum af garantbeviser til 50.000 kroner pr. person. Beslutningen skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling snarest. - Jeg vil godt slå fast med syvtommersøm, at vi ikke har nogen planer om at gå over på aktier, understreger Søren Øgaard, formand for sparekassens bestyrelse. - Men vi har set, at der har været spekulationer andre steder, hvor sparekasser er gået over på aktier, og vi vil hellere forebygge end helbrede, siger han. Ifølge Søren Øgaard har Sparekassen Farsø også oplevet lidt optræk til spekulation i garantbeviser den senere tid, men kun i begrænset omfang. - Langt de fleste af vores garanter har garantbeviser for op til 20.000 kroner. Det er meget få, der har beviser for et større beløb, understreger bestyrelsesformanden og tilføjer: - Vi ønsker netop, at garantikapitalen afspejler den kundeopbakning, som vi hidtil har bygget hele vores sparekasse op omkring, og ikke spekulation. I sin beretning på repræsentantskabsmødet kom Søren Øgaard også ind på den planlagte ombygning og udvidelse af sparekassens hovedkontor i Farsø. Tidsplanen for byggeriet ligger ikke helt fast endnu, men det er besluttet, at der skal laves ny indgang ud mod den nye bymidte, samt en større udbygning mod nord. Her er en bygning langs Nørregade revet ned for at give plads til byggeriet. Desuden bliver facaderne på den gamle bygning fra 1912 ført tilbage til gammel stil. Med hensyn til økonomien i sparekassen har det aldrig gået bedre. For nyligt præsenterede Sparekassen Farsø et årsregnskab for 2006, der slog det hidtidige rekordregnskab fra 2005 med flere længder. Resultatet før skat var sidste år på 61,4 millioner kroner, og det er 70 procent mere end i 2005. Efter skat viste årsregnskabet et resultat på 50,9 millioner kroner, hvilket næsten er en fordobling i forhold til det tidligere år. På repræsentantskabsmødet var der i øvrigt genvalg til bestyrelsesmedlemmerne Frits Ebbesø og Aksel Pedersen.