Sparekasseeleven vendte tilbage som direktør

40-årige Anette Drivsholms karriere i Spar Nord strækker sig over 21 år - i vidt forskellige stillinger

Anette Drivsholm vil helst ikke have mere end to ugentlige aftenmøder af hensyn til familien.Foto: Kurt Bering

Anette Drivsholm vil helst ikke have mere end to ugentlige aftenmøder af hensyn til familien.Foto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:Anette Drivsholm var 19 år, da hun mødte ind i SparNord i Brønderslev på den første arbejdsdag for 21 år siden. Hun var ansat som sparekasseelev, og havde godt med sommerfugle i maven. Det havde hun også i 2001, da hun vendte tilbage til afdelingen efter at have cirkuleret i SparNords forskellige afdelinger. Nu skulle hun nemlig være direktør for afdelingens 27 ansatte, hvoraf nogle var gamle kolleger fra tiden som elev. Og hvordan ville de tage mod den tidligere elev, som nu skulle til at bestemme. - Da jeg begyndte som elev, havde nogle af medarbejderne haft 25 års jubilæum, og jeg kan huske jeg tænkte, at det skulle jeg aldrig have ... og nu ender det jo med, at jeg selv får det, siger Anette Drivsholm og slår dermed fast, at Spar Nord efter hendes opfattelse er en rigtig god arbejdsplads. Sommerfuglene fra 2001 er forlængst forsvundet i en hverdag, hvor Anette Drivsholm lægger vægt på at SparNord skal være en arbejdsplads, hvor man er glad for at gå på arbejde. De kvindelige værdier Som kvindelig direktør i et fag, hvor langt hovedparten af kollegerne på lederniveau er mænd, lægger hun vægt på netop kvindelige værdier. - Jeg er mindst lige så interesseret i processen som i målet. Det er vigtigt, at både jeg og de ansatte har det godt i hverdagen - samtidig med at vi naturligvis driver en forretning, som skal give overskud, siger Anette Drivsholm, som mener at mange mandlige ledere er mest fokuseret på målet. - Jeg synes det er spændende at arbejde sammen med de enkelte mennesker og se, hvordan kreativiteten blomstrer, når folk får ansvar og frihed til selv at træffe beslutninger, siger hun. Anette Drivsholm er medlem af en ledergruppe med over 20 medlemmer i SparNord - og hun er den eneste kvinde. - Vi åbner jævnligt nye afdelinger, og det er mest mænd, der søger lederstillingerne - og dermed er det også overvejende mænd, der får jobbene, siger Anette Drivsholm, som har sin egen teori om årsagen. - Det er svært at forene et familieliv med et lederjob. Men det er min faste overbevisning, at arbejde og fritidsliv skal kunne forenes, siger hun. Derfor har hun indført hjemmearbejdspladser for både sig selv og for de medarbejdere, der har mulighed og lyst. Desuden tager hun i vid udstrækning hensyn til medarbejdere, som ønsker at arbejde forskudt eller på nedsat tid. - Det var da betydeligt nemmere at være direktør, hvis alle arbejdede på samme tidspunkt, men jeg tror ikke, den slags duer i dag. Vi bliver ikke mere effektive ved at løbe stærkere - det skridt er forlængst taget i branchen. Nu skal vi fokusere på jobtilfredshed og arbejdsglæde, siger hun. Skal bevise mere Anette Drivsholm har altid være typen, der søgte ansvar og ikke holdt sig tilbage, når der var noget, hun ikke var helt tilfreds med. - Jeg har altid være en, der ville have indflydelse - det tror jeg er medfødt, siger hun. Den indstilling blev bemærket i SparNord, og Anette Drivsholm blev opfordret til at søge stillingen som direktør i Brønderslev - selv om hun var på barselsorlov, og dermed ikke kunne tiltræde med det samme. Men hun fik jobbet, og har ikke fortrudt skridtet. - Men jeg føler da, at jeg skal bevise mere end de mandlige direktører for at få den samme status, siger hun om et forhold, der ikke fylder meget i hendes bevidsthed og hverdag - sådan er det bare. - Men jeg håber da, at flere kvinder får lyst til at blive ledere, siger hun. Lange arbejdsuger Anette Drivsholm er ikke alene om at være leder i familien. Hendes mand er direktør for JKE Køkkener, og dermed er der dømt dobbeltlange arbejdsuger. - Min arbejdsuge er omkring 50-60 timer, men jeg lægger noget af arbejdstiden om aftenen, når børnene er kommet i seng, siger Anette Drivsholm, der er mor til to børn. Tiden med bleskift er dog overstået, og derfor er der små småt ved at være tid til at hun igen begynder at pleje sig selv - med bl.a. gymnastik og svømning. Og så er Anette Drivsholm i øvrigt til stede i nuet - og spekulerer ikke i fremtidig karriere. - Hvad jeg laver om 10 år ... aner det ikke. Jeg er hér lige nu, og får det bedste ud af det. Så må vi se, hvad det giver af muligheder, siger hun.