Sparekasseformand: - Handler var kendt

Finn Hovalt Mathiassen er overrasket over, at der er rejst endnu en sigtelse for kursmanipulation mod Sparekassen Himmerland

- Vi har brug for en hurtig afklaring af sagen, siger Finn Mathiassen. Arkivfoto: Michael Bygballe

- Vi har brug for en hurtig afklaring af sagen, siger Finn Mathiassen. Arkivfoto: Michael Bygballe

AARS:Bestyrelsesformand Finn Hovalt Mathiassen fra Sparekassen Himmerland er meget overrasket over, at der nu er rejst endnu en sigtelse for kursmanipulation mod Sparekassen Himmerland.

- De handler med Vestjysk Bank, som den nye sigtelse angår, har Bagmandspolitiet kendt siden 2011, da den første sag startede, og vores advokat beskrev dem selv i en redegørelse, som vi afleverede tilbage i februar 2012, siger han.

Ligesom i den første sag om kursmanipulation, som endte med en skyldigdom mod sparekassen ved byretten, så afviser Finn Mathiassen, at Sparekassen har gjort noget ulovligt.

- Vi mener, at vi har deltaget i lovlige aktieopkøb mellem lokale pengeinstitutter, men hvis vi har deltaget i noget ulovligt, så beklager jeg det selvfølgelig meget, siger han.

Systemerne er ændret

Finn Mathiassen mener ikke, at der på trods af nu to sager om kursmanipulation mod sparekassen er grund til mistillid over for sparekassens måde at drive forretning på.

- De to sager mod os angår begivenheder tilbage i 2008, de sigtede personer er ikke mere tilknyttet sparekassen, og i dag har vi helt andre og mere skarpe forretningsgange for handel med værdipapirer, siger han.

Finn Mathiassen håber, at Bagmandspolitiet hurtigt kan beslutte, om sigtelsen bliver til en tiltale, så der på den ene elelr anden måde kan ”sættes et punktum for sagen”.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.