Sparekassen Hobro fik pænt første halvår

Soliditet øget trods omkostninger til bankpakke og fusion

Vores basale indtjening er intakt, kan direktør Per Sønderup konstatere.

Vores basale indtjening er intakt, kan direktør Per Sønderup konstatere.

Det går øjensynlig godt for de lokale nordjyske pengeinstitutter, der siden finanskrisens start har overtaget mere eller mindre nødlidende konkurrenter. I sidste uge kom Nordjyske Bank, der i foråret overtog det meste af Løkken Sparekasse, ud med et pænt halvårsregnskab. Mandag kom også et pænt regnskab fra Sparekassen Himmerland, der har overtaget dele af Ebh Bank. Og onsdag fulgte så endnu et pænt regnskab fra Sparekassen Hobro, der ved årsskiftet fusionerede med Den Lille Sparekasse i Gerlev og Galten. Første halvår endte med et resultat før skat på 9,4 millioner kroner. - Ikke prangende, men tilfredsstillende, lyder adm. direktør Per Sønderups dom. Selv om resultatet kun er en fjerdedel af sidste års, er der flere faktorer, der trækker op. Egenkapitalen har passeret en milliard kroner, indlån er vokset mere end udlån, og solvensen er steget fra 20,1 til 22,0. På baggrund af den store soliditet har sparekassen valgt at stå uden for Bankpakke 2. Derimod er regnskabet belastet af Bankpakke 1, der har kostet Hobro Sparekasse 15,3 millioner kroner i første halvår. - Uden Bankpakke 1 ville vores halvårsresultat kun være få millioner kroner dårligere end i superhalvåret 2008, så i sin kerne er vores forretning stadig sund, fastslår Per Sønderup. Også fusionen med Den Lille Sparekasse har trukket ned i regnskabet. Ikke mindst den it-mæssige sammensmeltning har været en dyr affære.