Sparekassen inviterede hele byen ind i de nye lokaliteter

VRÅ:Sparekassen Vendsyssel inviterede søndag eftermiddag hele byen indenfor. Formålet var at vise pengeinstituttets nye lokaler frem, og hundredevis af borgere tog mod invitationen. Huset har gennemgået en gennemgribende renovering både ude og inde. I et år har renoveringen stået på, og den beløber sig til et to-cifret millionbeløb. Sparekassen har 18.000 kunder fordelt på ni afdelinger, og alene i Vrå tæller kundekredsen 5.500. Og sparekassens hovedsæde i Vrå udgør arbejdsplads for godt 40 medarbejdere. I gammel stil Vrås borgere har med renoveringen fået en flot bygning i midtbyen, og kunder og personale kan ligeledes glæde sig over gode forhold inden døre. - Det har været vigtigt for os, at få ført bygningen tilbage til den gamle stil, fortæller privatkundechef Jan Skov. I dag kan folk på gaden se ind i sparekassen - det var ikke tilfældet tidligere. Med mindre man stod på tå og strakte hals. Nu er vinduerne sænket og ført tilbage til gammel stil - et træk der i den grad klæder bygningen. Det store røde S er droppet, og erstattet af et elegant messingskilt på rødstensbygningens facade. I den ene ende af bygningen var der tidligere advokatkontor, og det er inddraget i sparekassen lokaliteter. Hermed har sparekassen fået 150 kvadratmeter ekstra at gøre godt med. Sparekassens indre - og ydre - var før renoveringen temmelig nedslidt. - Så det var nødvendigt for os at gøre noget ved det. Fordi det går godt for sparekassen, valgte vi at tage det store spring nu, og lave alt på én gang - så vi har blandt andet også fået nyt tag, nye vinduer og nyt edb, fortæller Jan Skov At det går godt for sparekassen, vidner resultatet i 2003 om. Det var før skat på 42,9 millioner kroner. Efter skat blev resultatet 31,6 millioner kroner, og det var Sparekassen Vendsyssels ubetingede bedste resultat hidtil. Sparekassen er meget velkonsolideret med en egenkapital på 378,2 millioner kroner i 2003.