Jerslev

Sparekasser drøfter fusion

Jerslev Sparekasse går sammen med Sparekassen Vendsyssel

Bestyrelserne for Jerslev Sparekasse og Sparekassen Vendsyssel planlægger fusion af de to lokale pengeinstitutter. De regner med at forelægge en aftale for repræsentantskaberne i slutningen af oktober, men direktør i Jerslev Sparekasse, Chr. Mikkelsen, er allerede fratrådt. - Det er helt en helt naturlig følge, siger Chr. Mikkelsen, og understreger, at han hverken har smækket med døren eller er smidt ud. Han har været i sparekassen i godt 11 år. I den periode er den vokset fra én afdeling til seks. I en fælles meddelelse oplyser de to bestyrelsesformænd, at der ikke vil ske personalereduktioner i forbindelse med sammenlægningen. Sparekassen Vendsyssel har 15 afdelinger. Begge pengeinstitutter har afdelinger i Brønderslev og Hjørring, men ellers supplerer de hinanden , så landsdelen er dækket ind fra det sydvestlige hjørne tværs over midten til østkysten. Formændene oplyser, at filialnettet vil blive opretholdt. Efter sammenlægningen vil sparekassen have en balance på 4,5 mia. kr., en egenkapital på ca. 1 mia. kr. og over 200 medarbejdere. Vendsyssel er den store partner med en balance på 3,5 mia. kr. I sommer indgik landsdelens ældste landsparekasse, Brovst, i selskabet.