Sparekatalog skyder med spredehagl

Politikere får noget at forholde sig til

LØGSTØR:Kortere åbningstid i børnehaverne, flere elever i klasserne, fjernelse af 7. klasserne på skolerne i Vilsted-Vindblæs og Overlade, besparelser på personlig hjælp til handicappede, rengøringshjælp hver fjerde uge istedet for hver anden og fjernelse af tilskud til ferie for børn og unge samt dårligere vedligeholdelse af vejene. Der bliver skudt med spredehagl i et omfangsrigt sparekatalog som byrådspolitikerne har bedt embedsmændene på rådhuset i Løgstør komme med og som politikerne skal forholde sig til i starten af det nye år. NORDJYSKE Stiftstidende er i besiddelse af sparekataloget, der lister ikke færre end 84 mulige spareemner op. 3,2 mio. kr. i 2004 Det er meningen at der skal spares 3,2 mio. kr. i 2004 og fire mio. kr. i årene fremover. Hvis politikerne siger ja til besparelsesforslagene, så betyder det at servicen i kommune får et gevaldigt skud for boven. Samtlige 84 spareforslag giver sammenlagt en besparelse på 6,5 mio. kr. - altså det dobbelte af de 3,2 mio. kr. som er målet. Noget at vælge imellem Idéen med at have mange flere spareidéer end nødvendigt skyldes ene og alene at politikerne skal have noget at vælge imellem. Nogle af de berørte er i disse dage ved at give deres besvy med og disse høringssvar får politikerne snart. Hvilke spareforslag politikerne vælger, ja, det kan kun fremtiden vise. Men på forhånd har embedsmændene gjort en del ud af at pege på konsekvenserne, men nok så interessant også peget på hvilke forslag, der kan forventes at give størst utilfredshed blandt borgerne. Rengøring Et af de spareforslag, der forventes at give stor ballade, hvis det føre ud i livet ,er nedskæring på rengøringen til ældre. I dag får brugere, der udelukkende får rengøringshjælp, typisk mellem tre-kvart og en times hjælp hver 14. dag. Det foreslåes, at hjælpen til disse brugere reduceres fra hver anden uge til en gang om måneden. Et andet forslag som embedsmændene forventer vil give tæsk, hvis det altså bliver til noget, er idéen om at reducere i støtten til handicappede, der får kommunal støtte til ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse.