Sparekniv sigter på de ældre

Voksen-elever i ældreplejen er blevet meget dyrere end ventet - minus på 6 mio. kr.

Det lød som en brandgod idé at ansætte voksenelever på ældreområdet for et par år siden, men nu har det vist sig at udgifterne er større og indtægterne mindre end forventet. Der tegner sig et underskud på vokseneleverne på seks mio. kr. i år - og ligeså meget i 2012-2014, hvis ikke der gøres noget ved problemet. Indtægterne på vokseneleverne i ældreplejen skulle være kommet fra bl.a. en refusionsordning, men refusionen er mindre end ventet. For mange elever Samtidig viser det sig at vokseneleverne koster over 70.000 kr. mere end almindelige elever, hvor man kun havde regnet med 59.000 kr. ekstra. Og det bliver alt sammen ikke bedre af at Hjørring Kommune har ansat 81 voksenelever i stedet for 65, som tidligere aftalt. Problemet ligger hos SÆH-udvalget (sundheds-, ældre- og handicapudvalget), som har sendt sagen i høring hos arbejdsmarkedsudvalget. - De tror vist, vi er den rige onkel. Det er vi altså ikke, fastslår arbejdsmarkedsudvalgets formand, Ivan Leth (S). Nej til færre voksenelever Arbejdsmarkedsudvalgets uforbeholdne mening om problemet, kan SÆH-udvalget dog godt få. - Vi ville være meget kede af det, hvis de begynder at pille ved andelen af voksenelever. Vi har en formening om at de bliver hængende, og der er gode jobmuligheder på området, forklarer Ivan Leth. SÆH-udvalget har tre andre sparemuligheder: antallet af almindelige elever, en generel nedskæring i serviceniveauet og en ændret værdisætning af elevernes arbejdskraft. 15 faste job i spil Den sidste mulighed går ud på at tillægge eleverne større værdi i forhold til den uddannede arbejdskraft i ældreplejen. Dén mulighed medfører nedlæggelse af ca. 15 stillinger hos det fastansatte personale. Arbejdsmarkedsudvalget vil ikke blande sig i, hvilket håndtag SÆH-udvalget drejer på for at spare de nødvendige kroner. - De andre muligheder må de selv ligge og rode med, siger Ivan Leth.