Sparekniv skærer dybt i undervisning

Budgetforslaget i Aalborg går hårdt ud over fagdelt undervisning og understøttende undervisning, skolelærere og skoleledere er bekymrede

Jesper Schouenborg
Magistratens budgetforslag rammer undervisningen på folkeskolerne i Aalborg Kommune, mener skolelærere og skoleledere. Arkivfoto
Aalborg 6. september 2016 06:00 - Opdateret 6. september 2016 07:33

AALBORG: Undervisningen på kommunens folkeskoler får sparekniven at mærke med magistratens budgetforslag for 2017 og overslagsårene 2018-2020.

Der er nemlig store besparelser på bl.a. fagdelt undervisning, understøttende undervisning og pædagoger i undervisningen.

Set over de næste fire år vil man spare 37 mio. kr. på den understøttende undervisning, som ellers er en central del af skolereformen. På fagdelt undervisning vil man spare mere nemlig 49,6 mio. kr. over de næste fire år.

Til gengæld tilføres der over fire år 65 mio. kr. til specialundervisningen på skolerne. Budgetforslaget giver anledning til bekymring hos skolelærerne.

- Jeg er rigtig meget bekymret for det her, det må jeg indrømme. Jeg mener, at de er nødt til at trække nogle af besparelserne tilbage, for det her kan ikke hænge sammen, siger, formanden for Aalborg Lærerforening, Karsten Lynge Simonsen, det tilføjer, at man fra 1. august 2017 vil være 40 lærere færre på normalskolerne.

Han ser flere konsekvenser af besparelserne.

- Ude på normalskolerne vil man få flere timer, hvor der er samlæsning, altså hvor man har en lærer til to klasser. Det vil også på nogle skoler, komme til at gå udover den holddeling, hvor man i få tilfælde har to lærere på en klasse.

Skolelederne i Aalborg Kommune er også bekymrede.

Problematisk

- Jeg synes, at det er problematisk det her, at man går ind og prioriterer, som man gør, hvor det kommer til at gå ud over den daglige undervisning og kerneydelsen, siger formanden for Skolelederforeningen i kommunen, Carsten Søndergaard.

Han ser også en anden konsekvens af politikernes forslag.

- Personalet kommer til at løbe stærkere, men det gør lederne altså også.

Skolerådmand Tina French Nielsen (V) erkender, at besparelserne vil ramme undervisningen.

- Jeg vil ikke bilde nogen ind, at det ingen konsekvenser har, for det har det jo. For der vil blive taget lidt fra normalområdet og blive lagt over til specialområdet, siger Tina French Nielsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...