Brønderslev

Sparekrav ryster unge

Brugere bange for at besparelse sender dem tilbage i sygesengen.

Niels Jørgen Baun og Nadia Tulli Nielsen er begge med i lokalrådet på Center for Aktiv Livsstil, mens Martin Bo Jensen er "menig" bruger. Foto: Henrik Louis

Niels Jørgen Baun og Nadia Tulli Nielsen er begge med i lokalrådet på Center for Aktiv Livsstil, mens Martin Bo Jensen er "menig" bruger. Foto: Henrik Louis

- Alternativet til det her er indlæggelse. Sådan lyder det bekymret fra lokalrådet for Center for Aktiv Livsstil i Brønderslev. Lokalrådet har fået at vide, at Center for Aktiv Livsstil kan se frem til en besparelse i nær fremtid. - Vi er bange for at en af vores tre fuldtidsansatte ryger, fortæller Nadia Tulli Nielsen fra lokalrådet. - Hvis vi mister personale, bliver det svært at køre de forskellige grupper, vi har. Der bliver færre grupper og de bliver overfyldte, og så risikerer vi, at dem, der har brug for det her tilbud bliver hjemme, tilføjer Niels Jørgen Baun, der også sidder i lokalrådet. Forstår signalerne Brugerne er forfærdeligt glade for medarbejderne på centret. - Jeg kunne ikke ønske mig dem anderledes. De forstår os og kan læse vores signaler. De læser lige igennem os, når vi har det skidt, siger Nadia Tulli Nielsen. - Ja, jeg ville gerne have dem med hjem nogen gange, indskyder Niels Jørgen Baun. Brugerne synes selv, at de får det langt bedre af at komme på centret. - I starten kunne jeg slet ikke klare det. Jeg kunne ikke snakke med nogen. Det har jeg godt nok fået vendt op og ned på. Og jeg tager ikke medicin længere, fortæller Nadia Nielsen. Nemme at vælte Målet er at blive klar til uddannelse eller job. - Men vi skal have klaret vores psykiske problemer, inden vi kan komme videre. Det hjælper ikke, at vi bliver kastet rundt i systemet, så vi skal starte forfra hele tiden. Der skal ikke meget til at vælte vores hverdag, og det vil være et stort tilbageslag, hvis vi mister personale, forklarer lokalrådet. Rådet håber Brønderslev Kommune vil lytte til deres nødråb. - Indlæggelser koster også penge. Jeg forstår slet ikke de vil derhen, siger Nadia Tulli Nielsen. - Jeg har lige læst på nettet, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen gerne ser flere tilbud til unge, der ikke er klar til arbejdsmarkedet. Det er jo sådan noget her, tilføjer hun.