Spareplan koster S medlemmer

Pædagog- og lærerstrejke i Aalborg fortsætter uformindsket

Børnepasning 6. september 2002 08:00

AALBORG: Medlemsflugten i Socialdemokratiet i Aalborg er i gang på grund af det sparebudget, som byrådet forbereder. De første udmeldinger mærkes nu bl.a. i den vælgerforening, som borgmester Henning G. Jensen (S) selv er medlem af. Foreningen i Sundby-Hvorup, der er partiets største i Aalborg, har ifølge formanden Brian Eriksen netop sagt farvel til de første medlemmer. De begrunder deres udmeldelser med utilfredshed med budgetforslaget for næste år, som de seneste dage har været årsag til omfattende arbejdsnedlægger både blandt lærere og pædagoger. Også i det socialdemokratiske bagland - vælgerforeningerne i Aalborg - er der åbenlys uenighed om, hvordan budgetforslaget skal takles. Det åbner for et stort vandkulturhus til over 100 millioner kroner, mens andre store besparelser iværksættes. I Aalborg Øst, hvor man i 30 år har kæmpet for at få en svømmehal, glæder man sig i vælgerforeningen, men andre mener, at byggeriet af vandkulturhus bl.a. med et stort rundt svømmebassin, er et helt forkert signal i de nuværende sparetider. - Der er ikke meget sparet ved at opgive vandkulturhuset, men et så pompøst byggeri skriger i den nuværende situation til himlen, siger Brian Eriksen, der er formand for borgmesterens vælgerforening. Den melding har borgmesteren i tydelige vendinger fået fra sin vælgerforening. Imens fortsætter pasningskvalerne for et stort antal aalborgensere med børn. I går vedtog de godt 1500 pædagoger og medhjælpere at fortsætte proteststrejken i børnehaver, vuggestuer, skolefritidsordninger, fritidsklubber og integrerede institutioner. I dag mødes de atter i Gigantium for at drøfte, om de vil genoptage arbejdet. På skolerne er billedet mere nuanceret, nogle steder holdt lærerne fagligt møde i går, andre gør det i dag, mens atter andre har undervist planmæssigt hele tiden. 1. sektion side 3

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...