Sparer millioner på mild vinter
De nordjyske kommuners vinterberedskab har haft mere normale forhold end sidste vinter. Saltleverandør håber på frost.

De nordjyske kommuners vinterberedskab har haft mere normale forhold end sidste vinter. Saltleverandør håber på frost. Arkivfoto
40 millioner kroner. Så meget brugte Mariagerfjord Kommunes vinterberedskab alt i alt på sidste vinter. Veje skulle ryddes for sne, og når de var farbare, skulle der saltes. Efterfølgende skulle ødelagte vejskilte og reflekspæle erstattes og en afspadseringspukkel på hele 7000 timer skulle skaffes af vejen. Sidste vinters virkelighed var betydeligt mere kostelig end en mere normal vinter, og med en så mild vinter som januar i disse dage viser Nordjylland og resten af Danmark er hver en øre sparet en øre tjent. - Indtil videre går det meget godt, siger Christina Kronborg, der er ingeniør og ansvarlig for vintertjenesten i Mariagerfjord Kommune. Hun er fortrøstningsfuld i forhold til at spare kroner på budgettet, men påpeger: - Vi er jo stadig ude og salte, og vinteren er ikke færdig endnu. Tid til forsømte pligter Hun regner med at spare et millionbeløb, og er i bund og grund rigtig glad for den milde vinter. - Selvfølgelig er vi lettede, for jeg er ikke sikker på, at vi kunne klare endnu en vinter som sidste år. Hverken menneskeligt eller økonomisk, siger Christina Kronborg, som har 2500 ton vejsalt på lager, hvis vinteren pludselig skulle vise tænder. Såfremt vinteren fortsat er i det milde hjørne får de ansatte tilknyttet vinteren faktisk tid til at varetage pligter, som i de seneste par hårde vintre er blevet forsømt. - Så kan vi få træerne beskåret og kloakkerne ordnet. Det er vi også rigtig glade for. Salt kan sagtens overvintre De positive toner er ikke helt så nemme at spotte, når man taler med de nordjyske kommuners saltleverandør Akzo Nobel i Mariager. Den milde vinter er nemlig ikke gode nyheder for firmaet, men salgschefen Kim Holleufer vil gerne fremhæve det positive. - Indtil slutningen af december har vi faktisk haft, det vi kalder en normal vinter, men januar er normalt den store tid for vejsaltning, og de første uger har ikke givet det forventede salg, siger han. Det er de fine temperaturer der er i vejen for Akzo Nobels gode forretning, for fugtigheden er til stede i rigt mål. De 100.000 tons vejsalt, der er på lageret i Mariager, er dog på ingen måde spildte, hvis ikke de kommer på vejene i denne sæson. - Nej, det er i forvejen flere hundrede millioner gammelt, så det kan nok lige klare et par år mere, siger salgschefen. Hård vinter efterlyses I forhold til den hårde vinter 2010/2011, som startede allerede midt i november 2010 er denne vinters salt forbrug langt mindre, men med halvanden måned tilbage af vinteren kan salget sagtens nå at bedre sig. - Som det ser ud lige nu, så siger indikationerne, at at der er en god chance for, at det bliver normal vinter fra udgangen af januar. Samtidig har vi på grund af den hårde vinter sidst gjort os rigtig godt klar til den her sæson, så det må godt blive en hård vinter. Det har vi ikke noget imod, slutter salgschefen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.